Drøftelser om løn og tillæg er ikke blevet mindre vigtige med OK24
Som tillidsrepræsentant er det, dig der varetager lønforhandlinger ved nyansættelse samt de årlige lønforhandlinger. Du kan altså potentielt have stor indflydelse på løndannelsen på din arbejdsplads.
Det kan være et stort ansvar, og det bør du dele - ikke kun med andre tillidsvalgte - men også med dine kolleger. Det kan du gøre ved at tage drøftelser i klubben om, hvordan der skal prioriteres, primært ved de årlige lønforhandlinger. I kan for eksempel aftale, hvilke spænd, I som udgangspunkt synes, der skal være mellem sammenlignelige kolleger, der laver opgaver af samme karakter.
Nye faste tillæg med OK24
Flere grupper har med OK24 fået nye faste tillæg, som de umiddelbart har krav på, og derfor er den gode drøftelse i klubben ikke mindre aktuel efter OK24.
I staten er det konsulenterne i departementerne, der har fået faste tillæg. I kommunerne er det medarbejdere med opgaver, som er relateret til bestemte love, og i regionerne er det ansatte på klinikker i psykiatrien. Tillæggene er gældende fra 1. april 2025.
Samtidig forsætter problematikken med administrative generalister, der har ret til rådighedstillæg, og specialisterne, der ikke har samme adgang. Samlet gør det, at nogle af kollegerne automatisk via overenskomsten er sikret faste tillæg, mens andre skal bygge lønnen op løbende ved de årlige lønforhandlinger. Her er det vigtigt, at du som tillidsrepræsentant får talt med din klub, som er dit bagland og mandat for dine forhandlinger.
Det kan være vigtigt at tale om, hvordan du skal navigere i, at nogle har automatiske tillæg og andre ikke har, mens alle laver opgaver, der som udgangspunkt er på samme akademiske niveau og med samme krav i forhold til viden, ansvar, fleksibilitet og kompleksitet.
Lønåbenhed er første skridt
Første skridt for at kunne tage dialogen er åbenhed om løn. I det offentlige er lønnen ikke en beskyttet oplysning. Du må gerne dele kollegernes løn, men det kan give unødvendige konflikter i en klub, hvis lønnen bliver delt mod kollegernes vilje.
En del klubber arbejder derfor med, at man som udgangspunkt deler sin løn, medmindre man aktivt siger ”nej tak”.
© Christian Geisnæs