Ny pulje med over 200 millioner til arbejdsmiljøet i kommuner og regioner

Canva
En arbejdsmiljøpulje på 216 millioner kroner skal bruges til at planlægge og igangsætte indsatser, der kan forbedre arbejdsmiljøet og dermed understøtte attraktive arbejdspladser i kommuner og regioner
Del artikel:

Kommuner og regioner kan fra oktober søge penge fra en ny pulje til at forbedre arbejdsmiljøet på 7 konkrete områder.

Puljen er en del af trepartsaftalen om lønløft og arbejdsvilkår, og parterne bag treparten er nu enige om, hvordan pengene konkret skal bruges.

”Midlerne skal udmøntes inden for en række centrale temaer og skal blandt andet bruges til at give nyansatte og nyuddannede en god start på arbejdslivet, give seniorer bedre muligheder for at blive på arbejdsmarkedet og forebygge og nedbringe sygefraværet”, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Puljen er aftalt mellem regeringen, Akademikerne, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, og Akademikernes særlige aftryk kommer til udtryk i, at lederes psykiske arbejdsmiljø og onboarding af nyuddannede og nyansatte er kommet med som særlige kriterier.

Intentionen er, at puljen skal omfatte alle medarbejdere i kommuner og regioner, og puljemidlerne er således ikke rettet mod bestemte medarbejdergrupper eller arbejdspladser.

Puljen skal bruges til at planlægge og igangsætte indsatser, der kan forbedre arbejdsmiljøet og dermed understøtte attraktive arbejdspladser i kommuner og regioner.

7 konkrete temaer

Arbejdsmiljøpuljen er målrettet 7 konkrete temaer

  • Introforløb for nyuddannede og nyansatte
  • Seniorindsatser - forbedrede muligheder for, at seniorer kan blive på
  • arbejdsmarkedet
  • Lederes psykiske arbejdsmiljø
  • Arbejdstilrettelæggelse og fleksibilitet
  • Forebygge og nedbringe sygefravær
  • Borgernære karriereveje
  • Forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning og arbejdsulykker

I forhold til at op nå en bevilling gælder det, at jo flere medarbejdere der bliver omfattet af projektet, jo bedre.

I alt er der afsat 216 millioner til puljen fordelt på 52 millioner i 2024 og 82 millioner i 2025 og 2026. Bevillingen til et projekt kan bruges til løn til medarbejdere der varetager indsatsen, til kompetenceudvikling, til ekstern bistand og rådgivning mv. Men vær opmærksom på, at midlerne fx ikke kan gives til opfølgning på påbud fra Arbejdstilsynet.

Hvad kan du gøre som tillidsvalgt

Dialogen med ledelsen er selvfølgelig afgørende. Ræk derfor ud, enten formelt på MED-møder, eller uformelt til ledelsen. Det er selvfølgelig en fordel, hvis du forinden har gjort dig overvejelse om, hvorvidt fokusområderne for eksempel relaterer sig til indsatsområder i APV-handlingsplaner, til hovedkonklusionerne i den årlige arbejdsmiljødrøftelse, til organisationens strategiske fokusområder eller lignede.

Dialogen med øvrige tillidsvalgte er samtidig også central. Både internt i egen organisation om hvilke fokusområder, der kunne være relevant for jeres organisation. Men også med tillidsvalgte i andre kommunale eller regionale organisationer, for at undersøge om I kunne have interesser i samme temaer og derfor potentielt kunne indgå i et tværgående projekt.

Det praktiske

  • Ansøgeren skal være en kommune eller en region, og flere kommunale/regionale enheder kan søge i fællesskab. Dog skal der være én hovedansøger og bevillingshaver i form af den juridiske enhed i en kommune eller region.
  • Projektet skal have en størrelse på minimum 4 millioner kroner. 
    Projektansøgningen skal være underskrevet af formand og næstformand for MED-hovedudvalget for at bekræfte, at projektet er drøftet i fællesskab mellem ledelse og medarbejdere.
  • Ansøgningen skal indeholde en plan for forankring af projektets arbejdsmiljøindsatser, herunder en plan for formidling af gode erfaringer fra projektet – både inden for og uden for kommunen/regionen. 
  • Ansøgningen skal redegøre for projektets forventede positive og holdbare effekt i forhold til arbejdsmiljøet og i forhold til at skabe attraktive arbejdspladser blandt de ansatte.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje