Det er en turbulent tid for statens ansatte med nedlæggelse af stillinger i statsadministrationen, på professionshøjskolerne og på Københavns Universitet.
I august blev det under stor mediebevågenhed meldt ud, at staten skal nedlægge 1.000 stillinger, og nu begynder vi i DM at få et indtryk af, hvordan det rammer medlemmerne.
”Vi kan se, at det er meget ujævnt, hvordan reduktionerne bliver rullet ud. Nogle steder har de berørte modtaget partshøring, mens andre venter på, at der bliver skabt det fornødne lovgrundlag til for eksempel at lukke et center. Mange steder forventer vi, at reduktionen af stillinger heldigvis kan ske ved bortfald af vakante stillinger,” siger Minna Melgaard, teamchef for Team Offentlig i DM.
Flest medlemmer er aktuelt berørt indenfor to af DM’s kerneområder - Børne- og Undervisningsministeriets område samt Kulturministeriet område.
”Begge steder er de aktuelle afskedigelser kun i begrænset omfang knyttet til Finansministeriets udmeldte 1.000 stillinger. Reduktionen af medarbejdere sker i lige så høj grad på grund af økonomiske udfordringer, som vi løbende oplever det på offentlige arbejdspladser,” siger Minna Melgaard.
Overordnet sidder vi med indtrykket af, at det er stillinger med tæt relation til borgere, som falder bortMinna Melgaard, teamchef for Team Offentlig i DM
”Overordnet sidder vi med indtrykket af, at det er stillinger med tæt relation til borgere, som falder bort,” siger hun.
På undervisningsområdet sker der også løbende afskedigelser på professionshøjskoleområdet, aktuelt på Københavns Professionshøjskole (KP) på grund af manglende optag og frafald blandt de studerende. Og på Københavns Universitet bliver der i efteråret udrullet en længe ventet administrativ reform, som betyder reduktion af forventet 80-100 administrativt ansatte.
”Så det er en turbulent tid. Vi ved, at mange tillidsrepræsenter leverer en stor indsats med at støtte de kolleger, der bliver berørte, både i de indledende faser, og når det kommer til de egentlige afskedigelser,” siger Minna Melgaard.
DM’s sekretariat står klar til at hjælpe. Både før, under og efter afskedigelser, lige som DM står klar, når de berørte medlemmer efterfølgende skal have hjælp til at komme videre i form af karriererådgivning og eksempelvis deltagelse i netværk og arrangementer.
”Og når arbejdspladsen skal videre efter en sorgfuld og turbulent tid, kommer vi gerne ud og taler med tillidsvalgte og de tilbageværende kolleger om, hvordan man kommer videre og bevarer arbejdsglæden,” siger Minna Melgaard.