Spring menu over

OK21: Støtte til kompetenceudvikling – din opgave som TR

Del artikel:

Nu bliver det muligt at søge støtte til kompetenceudvikling for overenskomstansatte i kommuner og regioner. Som TR skal du være med til at godkende ansøgninger fra dine kolleger, og du kan også selv søge.

En del af resultatet fra OK21, er at løfte det generelle kompetenceniveau og den enkelte akademikers employability. Derfor har overenskomstparterne oprettet én kompetencefond for kommunalt ansatte og én for ansatte i regionerne.

Fondene åbner for ansøgninger henholdsvis 5. og 26. april, og du og dine kolleger kan søge om støtte til kompetenceudvikling via de to nye kompetencefonde.

Søg så hurtigt som muligt

Den Kommunale Kompetencefond åbner tirsdag 5. april kl. 10.00.

 Den Regionale Kompetencefond åbner tirsdag 26. april kl. 10.

Ansøgninger behandles efter først-til-mølle-princippet, og derfor er det vigtigt at søge hurtigst muligt.

Støtten er beregnet til kompetenceudviklingsaktiviteter, der ligger udover arbejdspladsens indsats og er dermed et supplement til de økonomiske midler, arbejdspladserne allerede anvender på interne kurser, som er nødvendige for opgaveløsningen eller obligatoriske kurser som fx arbejdsmiljøuddannelse.

Din opgave som TR

Når en medarbejder søger støtte fra en af fondene, skal jeres leder og du som tillidsrepræsentant underskrive ansøgningen. I anerkender hermed, at den søgte aktivitet er en supplerende kompetenceudviklingsindsats på arbejdspladsen, samt at ansøgeren bakkes op i sit ønske til uddannelse, og at mulighederne for deltagelse er afklaret.

Det er et krav, at arbejdspladsen som minimum medfinansierer kompetenceaktiviteten i form af arbejdstid, og medarbejderen må ikke selv bidrage til finansieringen.

Når fondene åbner for ansøgninger, har man som ansøger 40 dage til at uploade sin ansøgning med underskrifter fra leder og tillidsrepræsentant. Men ansøgningerne sagsbehandles i den rækkefølge, de modtages efter et først-til-mølle-princip, og derfor er det vigtigt at søge så hurtigt som muligt.

Hvad kan I søge støtte til?

Man kan få støtte til kompetenceudvikling bredt set, herunder akademi-, diplom-, master- og kandidatuddannelser, som hele forløb eller moduler. Der gives op til 30.000 kroner pr. år til efter- og videreuddannelse, og op til 50.000 kroner pr. år til masteruddannelser. Desuden kan man få støtte til andre kompetenceudviklingsaktiviteter, som medarbejder og leder vurderer som relevante, og som tillige løfter medarbejderens employability.

På det regionale område dækker fonden 100 procent af det ansøgte beløb, og på det kommunale område dækker fonden 80 procent. Dog dækker fondene maksimalt 30.000 kroner til efter- og videreuddannelse og 50.000 kroner til masteruddannelser. Arbejdspladsen skal finansiere den resterende udgift.

Vil du vide mere?

Læs mere om kompetencefondene på dm.dk

Klubmøde om kompetenceudvikling
Er du interesseret i en snak om jeres kompetenceudvikling i klubben? Du kan finde mere inspiration om emnet i DM’s e-læring for tillidsvalgte - MUS og kompetenceudvikling - på onlinekurser.dk 

Vil du selv søge?
Du kan naturligvis også selv søge støtte til din egen kompetenceudvikling via fondene. Har du behov for rådgivning om din egen karrierestrategi og kompetenceudvikling, kan du booke en karrieresamtale

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje