Spring menu over

Nye værktøjer til at bekæmpe arbejdspres på statens arbejdspladser

Del artikel:
Af Anna Dalsgaard

Gennem flere år er arbejdspresset steget i staten. Der findes ingen enkeltløsninger, som passer alle medarbejdere, men et vigtigt redskab er at hjælpe ledelserne med at skabe bedre psykiske arbejdsmiljø. Akademikerne har startet en kampagne med konkrete initiativer, som ledere og TR’er kan arbejde med.

Adskillige gange de seneste år er det blevet dokumenteret, at arbejdspresset for statens embedsmænd er stigende – og det har konsekvenser, udtaler formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz, i et debatindlæg, som kan læses hos akademikerne.dk

Senest har en undersøgelse blandt DM’s medlemmer i departementer og styrelser vist, at 45 procent opfatter deres arbejdsplads som ”præget af stress”, og endnu flere oplever, at der gøres for lidt for at forebygge stress. Ønsket om et mindre arbejdspres er også nummer et på listen over det, det får folk til at overveje jobskifte.

Akademikerformanden mener, at de seneste 10-15 års erfaring viser, at arbejdspresset kun er skruet i vejret på statens arbejdspladser. Der er tale om en generel tendens, hvor ikke mindst presset fra politisk hold spiller en rolle, og konsekvenserne er kun ekstra tydelige nu som følge af corona.

Et vigtigt redskab er at hjælpe ledelserne med at skabe bedre psykisk arbejdsmiljø.
Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne

”Mange steder kører embedsværket på pumperne, og ledelsernes i forvejen store opgaver må løftes under endnu sværere vilkår. Der er derfor nyt behov for handling både blandt ledere og medarbejdere. Problemstillingerne er komplekse, og der findes ingen enkeltløsninger, der er de eneste rigtige for alle medarbejdere i staten. Men et vigtigt redskab til at tackle de store udfordringer er at hjælpe ledelserne med at skabe bedre psykiske arbejdsmiljø”, skriver Lisbeth Lintz.

Pjece med anbefalinger til en god samtale om arbejdspres

Akademikerne har lavet en pjece til ledere og tillidsrepræsentanter med en række anbefalinger fra akademikerorganisationerne om, hvordan man kan arbejde med at sikre restitution og et bæredygtigt arbejdsfællesskab på de statslige arbejdspladser.

Nogle anbefalinger kan man gå i gang med lokalt allerede nu, og andre kræver opbakning fra den statslige arbejdsgiverorganisation. Det er akademikerorganisationernes håb, at anbefalingerne kan bidrage til en god samtale på den enkelte statslige arbejdsplads om, hvordan man kan sikre en god og produktiv hverdag også på længere sigt.

DM anbefaler

DM anbefaler, at I som tillidsrepræsentanter bruger pjecen som en mulighed for at drøfte, hvordan det fungerer hos jer, og til at løfte problematikkerne ind i samarbejdsudvalget. Tal om, hvilke udfordringer I har på jeres arbejdsplads, og hvordan I kan få nedbragt arbejdspresset og sygemeldingerne hos jer.  

Hvis mange mellemledere ikke har været på den frivillige lederuddannelser i psykisk arbejdsmiljø, flipa.dk, er det en god ide at opfordre ledelsen til at sende mellemlederne afsted på uddannelsen, så de får flere redskaber til at håndtere arbejdspresset og det psykiske arbejdsmiljø.

Læs alle anbefalingerne (pdf)

Brug også DM’s værktøjer 

DM har længe haft fokus på arbejdsmiljø og arbejdspres, og vi har i samarbejde med eksperter udviklet to online kurser i arbejdspres og stress, som du kan bruge, når det passer dig.
Kurserne finder du her

Vi har også lavet en ny side på dm.dk om at håndtere arbejdspres, hvor I kan teste jeres kultur.
Tag testen med dine kolleger

Det kan I gøre lokalt

Akademikerorganisationerne har forslag til 7 konkrete initiativer, som I kan arbejde med lokalt. Det er blandt andet:

Lav klare rammer for bestillinger
Alle arbejdspladser bør have en nedskrevet politik for, hvordan man bestiller arbejdsopgaver fra medarbejderne både i normalsituationen og i de situationer, hvor der er behov for at handle hurtigt. Ved at have klare rammer, som følges af ledere på alle niveauer, sikrer man tydelighed i forventninger ovenfra, og man forhindrer, at der udvikler sig en kultur, hvor sagens vigtighed forveksles med behovet for hastværk.

Uddan ledere i psykisk arbejdsmiljø
De centrale parter har i fællesskab været engageret i udviklingen af den frivillige lederuddannelser i psykisk arbejdsmiljø, flipa.dk. Det er oplagt, at man på de statslige arbejdspladser planlægger, at alle ledere skal opkvalificeres til at håndtere udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø.

Husk det lokale aftalerum
Leder og TR har vide rammer for at indgå aftaler, som fraviger eller supplerer overenskomstens rammer. Det er en mulighed, som de centrale parter har stillet til rådighed, fordi en overenskomsttekst umuligt kan rumme lige præcis den bedste løsning for hver eneste arbejdsplads. Hvis ledere og medarbejdere derfor oplever, at de centralt fastsatte rammer er en begrænsning for at få arbejdspladsen til at køre, som de lokale parter gerne vil have, så er mulighederne for at få andre rammer så godt som ubegrænsede, hvis bare de lokale parter er enige. Lokalaftaler mellem ledelse og TR kan derfor være en gevinst for begge parter.

Det kan man arbejde for centralt

Akademikerorganisationerne har endvidere 3 konkrete forslag til, hvordan man centralt kan arbejde for at nedsætte arbejdspresset. Initiativerne kræver opbakning fra den statslige arbejdsgiverorganisation.

O­ffentliggør tidsregistrering og personaleomsætning
De ­fleste statslige arbejdspladser benytter sig allerede af detaljeret ledelsesinformation vedrørende fx antallet af registrerede arbejdstimer per medarbejder og hvor stor en andel af medarbejderne, der udskiftes på et år. Hvis alle statslige arbejdspladser forpligtes til at offentliggøre disse data på deres hjemmeside, vil det kunne give anledning til en åben drøftelse af arbejdspresset og eventuelle arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladsen med basis i fakta.

Giv adgang til forhandling af det psykiske arbejdsmiljø
Hvis der foreligger et muligt brud på overenskomsten på en statslig arbejdsplads, findes der helt klare procedurer for hvem, hvornår og hvordan man kan gøre indsigelser og komme i dialog på forskellige niveauer. Et dårligt psykisk arbejdsmiljø derimod, kan stå på i mange år, uden at hverken chefer eller medarbejdere ved, hvordan man kommer i dialog om det. I overenskomsterne for læger i regionerne har den lokale tillidsrepræsentant mulighed for at begære et dialogmøde med de centrale parter om arbejdsmiljøforholdene på en given arbejdsplads, hvis det vurderes, at der er problemer, som der ikke bliver taget hånd om. En sådan ordning på det statslige område ville sikre, at de lokale parter altid havde mulighed for at søge hjælp hos de centrale parter, hvis man oplever en udfordring med arbejdsmiljøet, som ikke kan løses lokalt.

Aftaleret på udbetaling af merarbejdsgodtgørelse
Overenskomsten for akademikere i staten siger klart, at udgangspunktet er, at godkendt merarbejde skal afvikles som afspadsering, så medarbejderne har mulighed for at holde fri og restituere, når der er blevet trukket ekstra veksler på deres arbejdskraft. Alligevel har arbejdsgiverne i dag mulighed for ensidigt at vælge, at godkendt merarbejde skal udbetales i stedet for at afspadseres. Ved at gøre det til et krav i overenskomsten, at der skal foreligge en aftale mellem leder og medarbejder, før godkendt merarbejde bliver udbetalt, sikrer man, at medarbejderen har reel mulighed for at vælge restitutionen frem for pengene.

Læs alle anbefalingerne (pdf)

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje