Få sparringer og en hel del webinarer under corona. Nu skal webinarerne suppleres med blandt andet fysiske aktiviteter og lokal sparring.
Under hjemsendelsen har de fem regionale netværk for tillidsvalgte i DM arbejdet efter det muliges kunst, og det er stort set kun blevet til webaktiviteter.
Men i starten af september var kernegrupperne, som administrerer og planlægger de regionale netværksaktiviteter, samlet i to dage på Hotel Faaborg Fjord, hvor det handlede om at kickstarte netværkene efter corona. De drøftede blandt andet netværkenes kommende rolle.
”Vi diskuterede, hvad vi egentlig vil med de her netværk for tillidsvalgte. For de blev lidt til noget andet, end de var tænkt”, siger Mette Sejerup Rasmusen, som er tovholder for Netværket for DM-tillidsvalgte i Syddanmark og tillidsrepræsentant i Teknik- og Miljøforvaltningen i Esbjerg Kommune.
”Vi er blevet til et arrangementsnetværk, som leverer arrangementer til andre tillidsvalgte. Derfor har vi brug for en genfødsel af netværkene, så vi får en udvidet rolle”, siger hun.
Formålet med DM’s netværk for tillidsvalgte
De tillidsvalgte blev på kernegruppedagene enige om, at formålet med netværkene er:
- At sikre stærke og trygge medlemsvalgte repræsentanter (DM-TR/AMR/andre)
- At vi sikrer det gennem fællesskab, lokal sparring og erfaringsudveksling på tværs af brancher og sektore
- At vi sammen opnår større indflydelse, både lokalt og nationalt.
DM skal nå langt ud i landet med TR-netværkene
Mette Sejerup Rasmussen er optaget af, hvordan flere kan komme til at kende netværkene, så flere tillidsvalgte kommer med.
”Det er vigtigt at få netværkene til at leve udenfor de store byer og på tværs af alle brancher. For uanset hvor forskellige vi er, har vi jo en fællesnævner i, at vi ofte kommer til at sidde som en lus mellem to negle. Det kan man have brug for at dele med andre og høre, hvordan de griber udfordringerne an”, siger Mette Sejerup Rasmussen, som selv gik ind netværkene, fordi hun fik meget ud af at møde andre tillidsvalgte, da hun var med i TR-forum, som var netværkenes forløber.
”Vi tillidsvalgte er DM på arbejdspladsen. Og hvis man har lyst til at få indflydelse på aktiviteter i netværkene, er man meget velkommen. Vi støtter gerne lokale aktiviteter, så hvis man synes, der sker for lidt i ens område, skal man bare kontakte os. Vi hjælper gerne med at sætte noget op”, siger hun.
Karen Plenge Johansen er projektleder på netværk for tillidsvalgte, og hun er enig i at tanken med de regionale netværk var at komme bredere ud i landet.
”Derfor kan vi kalde denne proces, der nu er gået i gang, for Regionale netværk for tillidsvalgte 2.0. ”, siger hun, og efterlyser flere hænder i kernegrupperne, som kan være med til at løfte netværkene og komme med indspark.
”Og det er bare om at hoppe ombord, for det er også sjovt og inspirerende at møde andre, der vil det samme. Og dejlige dage på fx Hotel Faaborg Fjord skaber jo de bedste rammer”, lokker Karen Plenge Johansen.
Flere fysiske aktiviteter
Mette Sejerup Rasmussen mener ikke, der er nogen tvivl om, at digitale møder er en kæmpegave til netværkene.
”Men det er vigtigt at supplere med fysiske møder. For det er bare nemmere at ringe til en, man fysisk har mødt og smalltalket med om andet end arbejde”, siger hun.
”Det gør det lettere at ringe og sige: Jeg har et problem med en chef, og jeg kan huske, at du talte om noget lignende fra din arbejdsplads”.
Og selv om, vi ofte hører, at man i regionerne skal køre en del kilometer for at komme til et møde, mener Mette Sejerup Rasmussen, at det stadig er en del kortere end til København.
”I kernegrupperne skal vi bare have at vide, at der er et publikum for aktiviteter, så kan meget lade sig gøre”, siger Mette Sejerup Rasmussen.
To netværk fusionerer
Konkret skal du holde øje med kalenderen, hvor der i den kommende tid bliver annonceret aktiviteter i flere af de regionale netværk. Der er blandt andet en fysisk netværksdag 22. september for det nye Netværk Øst, som er en fusion af de regionale netværk i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
I en mail til medlemmerne skriver tovholderne i de to netværk:
”Vi fusionerer for at kunne tilbyde et endnu stærkere netværk med pop-up møder, arrangementer, oplæg, sparringer og mini-kurser i samarbejde med jer alle. Når vi er flere, får vi flere input, flere stemmer, et større budget og mulighed for mere. Vi vil stadig meget gerne mødes på hele Sjælland, Falster, Lolland og Bornholm – det kræver blot at vi får en pejling på behovet fra jer. Så hold jer ikke tilbage for at give input til os!”
Pilen peger ikke altid på dig
På kernegruppedagene drøftede de tillidsvalgte, hvordan man kan bringe tre aktuelle emner på banen i netværkende efteroplæg fra tre DM-konsulenter:
- Berit Krøyer Rasmussen talte om lokalaftaler post corona
- Christian Damholt om den grønne omstilling på arbejdspladserne
- Rikke Mejlgaard om rådighedstillæg.
Der kom et konkret forslag om at lave et midlertidigt netværk for statsansatte tillidsvalgte, hvor man kan tale om fleksibilitet og hjemmearbejde.
”Det er oplagt at tale om, hvordan man gør det på hinandens arbejdspladser, da man i staten er låst af, at ansatte ikke kan arbejde hjemme uden en lokalaftale, og at de ikke kan lave lokalaftaler, så længe Moderniseringsstyrelsen har sat hjemmearbejde i bero, mens de analyserer området”, siger Karen Plenge Johansen.
Den grønne omstilling skal ud at leve på arbejdspladserne, og man kan tale om, hvilken form det skal have.
”Her ligger det os meget på sinde, at vi også ønsker at hjælpe de tillidsvalgte med at tænke uddelegering, da det for nogen føles som endnu en opgave oven i alle de andre”, siger Karen Plenge Johansen.
”Men det behøver ikke være dig som tillidsvalgt, der udfører det. Det kan sagtens være, at du har en kollega, som vil være grøn ambassadør. Så pilen peger ikke nødvendigvis på dig”, siger hun.
Karen Plenge Johansen siger, at når det handler om rådighedstillæg, taler det ind i en drøm om at bruge netværkene til at sætte fokus på fælles sager.
”Rådighedstillægget kalder netop på, at vi kan gøre noget sammen”, mener hun.
De tre temaer kan angribes forskelligt i netværkene, og hvis du har indspark til hvordan, vi kommer videre med disse tre - eller andre – temaer, hører vi gerne fra dig. Du kan skrive til tillidsvalgtenetvaerk@dm.dk.