Vi har spurgt to tidligere deltagere om, hvorfor man skal deltage i DM's årsmøde for tillidsvalgte, som I år holdes 10.-11. november på Hotel Comwell i Kolding.
Karina Heuer Bach, tillidsrepræsentant for DM’erne i Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden:
”Jeg har deltaget i årsmødet 3-4 gange, og jeg mener, det er et af de arrangementer, hvor man får størst inspiration fra sine TR-kolleger på tværs af geografi og arbejdspladser.
En ting er det faglige udbytte, men den erfaringsudveksling med andre, om hvad man kan gøre, og også hvad man bestemt ikke skal gøre, er meget værdifuld. Det giver virkelig inspiration og energi til at arbejde videre, når man kommer hjem.
Og så er det sjovt. Det der med at mærke ånden på et årsmøde kan bare noget. Hvis man synes, det kan være lidt ensomt at være tillidsrepræsentant, kommer man i hvert fald ud over det på årsmødet. Der er en gejst, en energi og et engagement, som man bare bliver revet med af. Tillidsrepræsentanter er jo et folkefærd, som er åbne og nysgerrige og ofte meget snakkende, så derfor bliver det også hyggeligt og sjovt.
Jeg kan huske, at første gang, jeg skulle med, tænkte jeg: Usj, der kommer vildt mange mennesker! Men man skal i hvert fald ikke være bange for, at man ikke føler sig som en del af det hele. Man kan nok godt få lov til at sidde for sig selv, hvis man gerne vil, men man skal gøre en indsats for det.
Det er også et godt sted at skabe netværk. Fordelen er, at man tit møder nogle af de samme mennesker, som man har mødt på TR-uddannelsen, til det sidste TR-møde osv. Det gør det lettere at tage kontakt, hvis man har brug for sparring og gode råd, når man er hjemme igen. Nu er der godt nok lavet de formaliserede TR-netværk, som har gjort det mere effektivt at komme i kontakt med andre, og det har fx været en stor hjælp her under corona, hvor vi ikke rigtig har kunnet mødes, og hvor der heller ikke har været årsmøde for tillidsvalgte, men man møder langt flere til årsmødet.
Rent fagligt er jeg altid gået derfra med viden og værktøjer, som jeg kan gribe og gøre i, når jeg kommer hjem, og jeg har da sat kryds i kalenderen igen i år."
Lars Bøgh, tillidsrepræsentant for DM’erne, Djøf’erne, IDA-medlemmerne m.fl. på Naturhistorisk Museum Aarhus:
”Jeg tager så vidt muligt med til årsmødet, så jeg har deltaget de fleste gange, det har været afholdt.
Man skal tage med af to primære grunde. Den første er netværket, som de fleste tillidsrepræsentanter synes er vigtigt. Det er en af de muligheder, vi har for at møde andre fysisk, og det personlige møde kan noget andet end onlinemøderne.
Det er et sparringsforum, som ligger på tværs af det lokale netværk, og det at sparre på tomandshånd, giver meget. At høre, hvordan andre har det og få eksempler fra deres verdener. Jeg putter dem i rygsækken og kan bruge det hele direkte eller indirekte. Jeg hiver det op, når jeg har brug for at kigge på det, eller bruger det som mulighed for at kontakte andre for at sparre og få gode råd.
Det er givtigt at kunne være aktiv ud af huset, og jeg er også med i DM’s lokale TR-netværk. Men i virkelighedens verden har jeg meget lidt tid til at involvere mig i det, da jeg er den eneste tillidsrepræsentant på museet. Hk’erne og 3F’erne har fx ikke nogen tillidsrepræsentant, så jeg er helt alene på homebase, og det kan være en udfordring. Derfor har jeg også brug for at møde andre, og det er interessant for mig at bruge muligheder som det årlige TR-møde. Jeg tror også, at hvis man kommer fra et af de små steder med enmandsrepræsentation er værdien af at komme ind i et fora med ligesindede tilsvarende større.
Den anden grund er det faglige udbytte. Indholdsmæssigt er det altid spændende med faglige oplæg af forskellig størrelse. Jeg får altid ny inspiration, bliver klogere og kan bruge det på en eller anden måde.
Og så er det sjovt og hyggeligt, og stemningen er god. Det er lidt som når familien mødes. Folk kommer fra forskellige arbejdspladser og situationer, og så mødes vi over de forskellige genkendelige tendenser.
De gange jeg været med, har der været en rigtig god stemning, og der er en eller anden form for gensynsglæde, da mange er gengangere. Vi lever i forskellige verdener og muligheder for at komme afsted, men der er en fast kerne med lidt sædvanlig geografisk bias, afhængigt af, hvor møderne holdes. Personligt synes jeg, det er dejligt, når møderne ligger omkring Aarhus, fx i Kolding som i år.
Der bliver taget godt hånd om os og brugt gode ressourcer på at skabe gode rammer og indhold. Generelt har den måde, det har været skruet sammen på fungeret godt, og hvis det overhovedet er muligt, skal jeg da også med i år."