Spring menu over

Forlængelse af TR-perioden

Del artikel:

Mange klubber afholder generalforsamling i første kvartal, og fast punkt på dagsordenen er typisk valg til tillidsposter. På en række arbejdspladser gælder valget til TR-hvervet typisk for en toårig periode, som muligvis snart udløber.

Langt fra alle klubber anmelder valgperioden for TR-valget til arbejdsgiver, men hvis det er tilfældet på din arbejdsplads, og det ikke har været muligt at afholde nyvalg på grund af coronakrisen, anbefaler DM, at du giver arbejdsgiver besked om, at du fortsætter i TR-hvervet, indtil det igen er muligt at afholde valg.

Kommunerne

På det kommunale område er parterne enige om, at der i denne ekstraordinære situation, hvor organisationerne kan være forhindret i at foretage nyvalg af tillidsrepræsentanter, kan ses bort fra, at valgperioden er ophørt.

Det betyder, at hvis organisationen ikke har kunnet foretage nyvalg på grund af COVID-19, vil den hidtil valgte tillidsrepræsentant fortsat fungere i hvervet og fastholde sit funktionstillæg samt sin opsigelsesbeskyttelse. Det gælder, selv om en tillidsrepræsentant er anmeldt for en bestemt periode, og at organisationen i anmeldelsen af TR har angivet en stopdato, og valgperioden er udløbet.

Dette er gældende indtil den 31. maj 2020, hvorefter parterne vurderer, om der er behov for forlængelse.

Kommunernes Landsforening har angivet som forudsætning for fortsættelsen, at tillidsrepræsentanten eller organisationen underretter arbejdsgiveren om, at der ikke foretages nyvalg, og at tillidsrepræsentanten derfor fortsætter i hvervet.

Staten og regionerne

På det statslige og det regionale område har der ikke været tilsvarende drøftelser. Hvis din valgperiode som tillidsrepræsentant er udløbet, og I på grund af coronakrisen ikke har haft mulighed for at afholde nyvalg, anbefaler DM, at du underretter din ledelse og meddeler, at du indtil videre fortsætter i hvervet.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje