På det kommunale område kan kommunerne fortsat udlåne medarbejdere efter den gamle fælleserklæring indtil 14. juni. Derefter skal udlån af medarbejdere ske frivilligt og følges af lokalaftaler.
I det seneste TR NYT skrev vi, at en ny fælleserklæring for regionerne normaliserer hverdagen for medarbejderne i regionerne, samt at fælleserklæringen for kommunerne udløber 31. maj, hvorefter hverdagen også skulle blive normal her. Men KL og Forhandlingsfællesskabet har lige indgået en ny fælleserklæring, som løber til og med 31. august.
Kommunerne har fået 14 dage til at tilpasse sig den nye erklæring, og derfor kan medarbejdere i kommunerne stadig udlånes efter den gamle aftale til og med 14. juni.
Den nye aftale afløser den gamle, som udløber 31. maj, og dermed træder nogle afgørende forskelle i kraft i forhold til den første erklæring.
Ifølge den nye aftale, skal indgående aftaler om andre opgaver være frivillige, og der skal indgås lokalaftaler. DM anbefaler, at lokalaftalerne indeholder aftaler om, at udlånte medarbejdere aflønnes efter den overenskomst, man er ansat på og honoreres for betaling for arbejde på skæve tidspunkter.
Som tillidsrepræsentant skal du derfor være opmærksom på, at medarbejderne kan sige nej, hvis vilkårene ikke er attraktive.
Kontakt DM hvis der er problemer
Hvis du som tillidsrepræsentant oplever, at der er problemer med at indgå lokalaftaler, skal du kontakte DM.