Du har et momentum for at skabe en samarbejdskultur lige nu

Del artikel:
Af Anna Dalsgaard

Vi har alle en interesse i at komme ud af krisen som hele mennesker. Det giver dig lige nu et åbent vindue til at skabe et samarbejde med ledelsen og et godt fællesskab med kollegerne. Vi giver dig syv gode råd.

Coronakrisen har kastet nyt lys over vores måde at arbejde og samarbejde på, og den måde vi er sammen på som kolleger. Tingene er vendt på hovedet, og noget vi tidligere har taget for givet, viser sig at være svært nu, hvor vi er afskåret fra hinanden fysisk.

For dig som tillidsvalgt kan det fx betyde, at det er svært at holde kontakten med kollegerne, og at du måske ikke føler dig inddraget i de beslutninger, som ledelserne har været nødt til at træffe under et vist tidspres.

Artiklen fortsætter efter boksen

7 gode råd

  1. Tilbyd din viden og ekspertise overfor ledelsen, når I skal genåbne arbejdspladsen. Det er dig, der kender kollegerne og deres behov
  2. Har du svært ved at få ledelsen i tale? Spørg dine kolleger om ideer
  3. Spørg kollegerne, om ideer til, hvordan I skaber en god trivsel, mens I arbejder hjemme
  4. Brug evt. humor til at mobilisere kollegerne. I kan fx lave en hjemmearbejde-stafet, virtuel fredagsbar og video-klubmøder
  5. Er du alene? Skab et hold omkring dig. Kontakt få udvalgte kolleger, fx 3-4 fra forskellige afdelinger og bed om hjælp til at komme i kontakt med kollegerne i klubben. Brug din klubbestyrelse, hvis du har en
  6. Kontakt netværket for tillidsvalgte i din region 
  7. Book en DM-konsulent til et virtuelt møde og få råd og vejledning om det, som er relevant for jer

Organiseringskonsulent i DM, Karen Plenge Johansen, har været i kontakt med en del tillidsvalgte under coronakrisen, blandt andet via online-sparringsmøder, som DM har tilbudt. Hun mener, det generelle billede er, at de tillidsvalgte, som i forvejen har opbygget velfungerende samarbejdssystemer, også har et velfungerende samarbejde under krisen, mens det kniber for dem, som inden krisen havde en svag samarbejdskultur. Men hvis du ønsker dig et bedre samarbejde, mener hun, du skal gribe den mulighed, som er her lige nu. 

”Krisen kan være et momentum for at skabe en kultur, hvor tillidsrepræsentanten bliver inddraget i de beslutninger, som træffes på arbejdspladsen”, siger Karen Plenge Johansen.

I Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune, hvor Anders Stie Møller Tommerup er tillidsrepræsentant for cirka 35 AC-kolleger, har de et velfungerende samarbejde, som blandt andet har gjort det let at få ledelsen i tale.

”Vi har holdt lokale MED-udvalgsmøder over nettet, og det har fungeret rigtig fint”, siger Anders Stie Møller Tommerup, som fx har været inddraget i processen i forhold til at sikre, at der blev lavet lokale aftaler med de enkelte medarbejdere, der havde brug for det i forhold til de fem feriedage, som de offentligt ansatte blev pålagt at holde omkring påske.

Tilbyd din hjælp med genåbningsplanen

Hvis du er tillidsrepræsentant på en arbejdsplads, hvor det ikke fungerer helt så godt som hos Anders, anbefaler Karen Plenge Johansen, at du benytter krisen som et greb til at få indflydelse.

”Både ledelse og medarbejdere har en interesse i, at vi komme ud af krisen som hele mennesker og med så få stresssygemeldinger som muligt. Man kan sige, at vi er i samme båd, og det giver et momentum for samarbejde”, mener hun.

”Vi er allerede i gang med at genåbne nogle af de private arbejdspladser, og om nogle uger skal vi forhåbentligt i gang med lige så stille at genåbne de offentlige også, og det er dit momentum. Det er dig, der kender kollegerne og deres behov, og derfor skal du tilbyde din viden og ekspertise overfor ledelsen, så I får den bedst mulige genåbning”, siger hun.

Det kan fx handle om at sikre, at medarbejderne føler sig hørt, når det handler om prioriteringen af arbejdsopgaverne, og i hvilken rækkefølge man skal møde på arbejde, eller at der bliver taget hensyn til forældre med mindre børn og til medarbejdere med særlige behov.

Tilbyd din viden og ekspertise, så I får den bedst mulige genåbning.
Karen Plenge Johansen, organiseringskonsulent

Anders Stie Møller Tommerup regner således også med at få indflydelse på, hvordan de gradvist genåbner arbejdspladserne i Brønderslev Kommune.

”Jeg regner med, at jeg som tillidsrepræsentant bliver taget med i planlægningen af genåbningen. Det kan fx være, at vi skal tage hensyn til individuelle forhold, da nogle har opgaver ude af huset, hvor forholdene kan være anderledes end for dem, som har kontorarbejde. Vi har også enkelte medarbejdere, som flytter over i andre afdelinger, og det gør det ikke lettere, at det sker lige nu”, siger han.

Du er ikke alene - eller bør ikke være det

Det er ikke meningen, at du som tillidsrepræsentant skal stå alene med ansvaret for at skabe en god samarbejdskultur. Derfor er det også vigtigt, at du mobiliserer dine kolleger, og det kan du fx gøre ved at bede dem om råd og hjælp.

”Hvis du har svært ved at få din ledelse i tale, kan du fx spørge dine kolleger, om de har ideer til, hvordan du kan komme i kontakt med ledelsen”, siger Karen Plenge Johansen.

Du kan også spørge dem, om de har ideer til, hvordan I skaber en god trivsel nu, hvor I arbejder hjemme.

”Tal fx ind i den fælles platform vi står på nu: Nogle har små børn, andre bor alene og har gamle forældre, og alle har en fælles interesse i at komme igennem krisen med skindet på næsen”, siger hun.

”Og det er sindssygt vigtigt at få fællesskabet med, og at I er enige om, hvor det er vigtigt, at I bliver hørt som medarbejdere. Både i forhold til genåbningen, men også senere. Vi ved jo endnu ikke, hvilken vej det går, og om der kommer en fase 2”, siger hun.

Du kan også mobilisere med humor

I Brønderslev Kommune har de styrket fællesskabet ved at sætte nogle ’skæve’ initiativer i gang, som gør, at de lærer hinanden bedre at kende.

Anders Stie Møller Tommerup fortæller, at de har en stafet i gang, som startede med en kollega, som tog nogle billeder hjemmefra og satte ord på hverdagen og sendte det ud til alle i afdelingen. Hun opfordrede så en anden kollega til at gøre det dagen efter, og så blev det en stafet.

”Folk fortæller også, hvad de fx bruger deres lørdage på. Nogle laver et område med specielle planter, nogle ordner cykler eller biler, og jeg finder salamandere i haven og går tur med ungerne”, siger Anders

”Det er megahyggeligt og giver noget at tale om, når vi kommer tilbage”, siger han, og understreger, at det således ikke er ham som tillidsrepræsentant, der har sat gang i stafetten, og at det også er et tegn på, at de har det godt med hinanden til hverdag.

Skab et hold, brug dit netværk og DM

Hvis du ikke er så tæt på dine kolleger, at du har lyst til at spørge dem til råds på mailen eller på et onlinemøde, kan du overveje at kontakte nogle få udvalgte kolleger

”Du kan forsøge at skabe et hold omkring dig med 3-4 kolleger fra forskellige afdelinger og bede dem om hjælp til at komme i kontakt med kollegerne i klubben. Hvis du har en klubbestyrelse, er det oplagt, men hvis du er alene, kan du kontakte nogle kolleger, som du kan få i en alliance. Det skal bare være de rigtige fire, som har pondus og lyst til at få indflydelse”, siger Karen Plenge Johansen.

”Sådan en ”hvordan går det-mail” til alle fungerer sjældent, fordi ingen føler dig forpligtet til at svare. Kollegerne ved ofte ikke ved, hvorfor de skal svare på mailen, og hvorfor det er vigtigt”, siger hun.

Du kan også tage fat i netværket for tillidsvalgte i din region. 

”Mange gange er der nogen i ens netværk, der har et andet ’take’ på noget, man tumler med, og så er det godt at tale med nogen, som har andre øjne på det, og som samtidig kender de lokale forhold”, siger Anders Stie Møller Tommerup, som er med i Netværk for tillidsvalgte i Region Nord.

”Jeg får altid en rigtig god service og god rådgivning i DM, men den lokale vinkel betyder også noget”, siger han.

Og så kan du også altid booke et virtuelt møde med en DM-konsulent, som kan give råd og vejledning i forhold til det, som er relevant for jer.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}