Fagbevægelsen skal udnytte coronakrisen til at sætte online-strøm til den faglige organiseringsindsats, mener direktøren for DeltagerDanmark,som nævner DM som en af de faglige organisationer, der har været hurtigst ude med onlinetilbud til de tillidsvalgte.
”Det er helt afgørende, at fagbevægelsen kan blive ved med at have et stærkt organiseringsarbejde også i den nærmeste fremtid. Fagbevægelsens kerne og DNA er jo fællesskabet, som netop består af folk der mødes. Man bliver derfor radikalt udfordret, når den fysiske infrastruktur sættes under pres”, siger Bjørn Hansen, direktør for den socialøkonomiske virksomhed DeltagerDanmark til Netavisen Pio.
Hans opfordring til fagbevægelsen er derfor også helt klar: ”Hvis man vil bevare sit DNA, så er man nødt til at finde nye måde at have fælleskaber på”.
DM er i front
Bjørn Hansen fremhæver DM som en af de faglige organisationer, som satsede hurtigt på at omlægge sit arbejde med tillidsvalgte og medlemmer til digitale løsninger.
”DM har bl.a. udbudt korte webinarer for tillidsvalgte og frivillige netværksledere i, hvordan de selv kan holde onlinemøder for deres kolleger. Derudover har man oprettet fælles sparringsmøder online omkring håndteringen af Fælleserklæringen (at offentligt ansatte kan komme til at arbejde på områder, de ikke er vant til), hvor tillidsvalgte sparrer med hinanden om, hvordan de gør og samtidigt har adgang til faglige konsulenter, som er med på mødet”, siger Bjørn Hansen til Netavisen Pio.
Læs også: COVID-19 har ændret vores hverdag: Konkrete råd til online-møder
Han mener, at hvis man ser lidt længere ud i horisonten, er der brug for at man sætter involveringen af medlemmerne i højsædet, og dermed taler han lige ind i DM’s overordnede strategi, som netop handler om at skabe fællesskaber på arbejdspladserne, hvor medlemmerne selv er med til at afdække og løse problemer sammen.
Læs også: I DM vil vi fællesskabet
Coronakrisen kan give stærke onlineerfaringer
Bjørn Hansen, som er direktør i DeltagerDanmark, som også har hjulpet DM med involveringsindsatsen, mener, at den nuværende corona-krise, hvis den trækker ud samt en mulig ny bølge, kan påvirke muligheden for at holde fælles møder i de faglige organisationer gennem hele året.
Han mener således, det bliver interessant at opleve, at man kan tage involveringsdagsordenen online: At man kan tale sammen i mindre grupper, ideudvikle og være kreative sammen - og udvikle fælles værdier sammen.
”Spørgsmålet bliver, om man kan tage alt det, der giver gejst, mobiliserer ressourcer og spirer fantasien med over i nogle digitale rum. Det ville være ekstremt spændende. Det er det jeg oplever, at man prøver kræfter med lige nu, hvor mange begynder at omfavne nye teknologier”, siger Bjørn Hansen til Netavsien Pio.
Han mener, at hvis fagbevægelsen går ind i disse eksperimenter og høster nogle succesfulde erfaringer, kan vi få en fase tre, hvor vi efter coronakrisen vil have lært, hvordan man kan rykke hurtigt kollektivt, effektivt og nærværende ved at sætte stærkt ind online.