Spring menu over

Pas på dig selv som du passer på dine kolleger

Del artikel:
Af Holger Anderson

Tillidsvalgte skal lægge øre til mangt og meget fra både kollegaer og arbejdsgiver. Få 5 gode råd til, hvordan TR-rollen bliver nemmere at overskue.

De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, siger et ordsprog, men nogle gange kan byrderne blive for mange og for store selv for en erfaren tillidsrepræsentant.

Du har måske oplevet, at din arbejdsgiver har set sig ond på dig i en konfliktsituation eller efter en lønforhandling, eller at du ikke får den tid, du har brug for til at varetage hvervet som TR.

Det kan være meget uheldigt for det videre samarbejde og ubehageligt for den enkelte ved senere forhandlinger.

”Vi hører fra frustrerede tillidsrepræsentanter, der fx bliver overfuset af arbejdsgiver, alene fordi de varetager deres hverv. Nogle af dem har svært ved at komme af med utrygheden og tager kritikken på sig. Det er rigtig synd, og derfor er det vigtigt at kunne skille tingene ad,” siger konsulent i DM, Berit Krøyer Rasmussen

Hun har fem gode råd til, hvordan din TR-rolle bliver nemmere at bære.

Italesæt din rolle

Det er en god idé, at du både over for dig selv, kollegaer og arbejdsgiver gør det klart, at du har TR-kasketten på, når I eksempelvis skal forhandle løn eller løse problemer på arbejdspladsen. På den måde undgår du, at dine fremførte krav opfattes, som dine egne personlige interesser.

Få tid til TR-hvervet

Ifølge TR-aftalen må du bruge den tid hvervet kræver, men ikke desto mindre oplever vi ofte tillidsrepræsentanter ikke får den nødvendige tid. Tag selv initiativ til en dialog med din leder, så dine TR-opgaver tænkes ind i din samlede opgaveløsning.

Brug andre TR'er

Stå sammen med dine med-tillidsrepræsentanter, også gerne fra andre faggrupper. Sammen kan I fokusere på, hvordan I får løst evt. problemer eller løftet områder samlet på arbejdspladsen. Det gør det også sværere for ledelse at feje krav/forslag af bordet under påskud af snævre egeninteresser fra en lille gruppe medarbejdere.

Lad være med at tage frustrationerne med hjem

Vi ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men prøv at lade være med at tage bekymringerne med hjem. Vær realistisk om, hvilke problemer du kan løse, og hvor din grænse går.

Du er ikke ekspert i alt

Husk på, at du ikke er ekspert på alle områder, og at det er OK at henvise til fx DM, læger eller psykologer, hvis situationen kræver det. I DM hjælper vi gerne dig med blandt andet juridisk hjælp og sparring til at håndtere en konkret sag.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje