Spring menu over

”Meget mere end bare lønforhandlinger”

Del artikel:
Af Thomas Kellermann Hansen

Rollen som tillidsrepræsentant på en arbejdsplads er vigtig. Men det kan også være svært at forstå, helt præcist hvad den går ud på. Sådan havde Cecilie Fuglsang det, før hun deltog i DM’s introkursus for tillidsvalgte.

Til daglig er Cecilie Fuglsang forretningsanalytiker hos Udvikling- og forenklingsstyrelsen, hvor hun blandt andet er med til at udvikle det nye inddrivelsessystem i Gældsstyrelsen. Hun indstillede sig selv som tillidsrepræsentant, fordi hun gerne vil være med til at skabe de bedst mulige arbejdsvilkår, selvom det ikke var meget, hun vidste om rollen.

”Jeg var helt blank på, hvad rollen som tillidsrepræsentant indebærer, og det var fedt at lære, at det er meget mere end bare lønforhandlinger,” siger Cecilie Fuglsang.

Hun roser også kurset for at have de optimale rammer, hvor faglig udveksling mellem kursisterne er med til at bekræfte én i, at rollen som tillidsrepræsentant er vigtig.

”Nogle steder, hvor dem på kurset er ansat, er der mange periodeansatte, og andre steder er der måske flere hundrede eller få ansat. Det giver nogle forskellige udfordringer og måder at håndtere dem på, og den sparring var enormt spændende,” siger Cecilie Fuglsang.

Ikke tid til at fordybe sig i rollen i hverdagen

Selvom Cecilie Fuglsang har indstillet sig selv til tillidsrepræsentant, fordi hun gerne vil engagere sig i at skabe et godt arbejdsmiljø, er hverdagen i Udvikling- og forenklingsstyrelsen ikke der, hvor hun skal fordybe sig i rollen.

”I dagligdagen har jeg ikke så meget tid til at gå i dybden med at forstå, hvad rollen som tillidsrepræsentant indebærer, men det er jo super vigtigt, og derfor er det rart at have de her intensive dage, hvor man får en grundig introduktion,” siger Cecilie Fuglsang.

”Jeg vidste ikke meget om arbejdsrettigheder inden kurset, men det handler jo om så meget mere end det, man forestillede sig. Jeg ser frem til næste kursus og hele uddannelsen som tillidsrepræsentant.”

Se hvornår det næste introkursus og andre TR-arrangementer finder sted

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje