Spring menu over

Leder: Vi skal trives med arbejdet

Del artikel:
Af Camilla Gregersen, formand for DM

Signalerne fra de offentlige arbejdsgivere er ikke, at medarbejderne skal have rammer, der gør det muligt at løse opgaverne så godt som muligt til gavn for borgerne, men tværtimod, at der skal spares, hvor der kan – uanset om det går ud over trivslen. Læs hele lederen.

Effektiviseringer mærkes over alt. Det gælder i de private firmaer og i den offentlige sektor, hvor der er massive, flerårige besparelser.

Særligt de offentligt ansatte har måttet lægge ryg til forringelser af vilkårene, som fjernelse af kutymefridagene er et konkret udtryk for.

Der er derfor grund til at glæde sig over, at der i Folketinget nu er flertal for at lempe på de skrappe krav til produktiviteten, som landets sygehuse i en årrække har været underlagt.

Og selvom økonomien i beslutningen i skrivende stund er uafklaret, er det mit håb, at tendensen vil brede sig til andre offentlige områder, hvor det forhåbentligt også går op for arbejdsgiveren, at der er grænser for, hvor meget man kan presse citronen.

Der er lang vej lige nu. Signalerne fra arbejdsgiverne er ikke, at medarbejderne skal have rammer, der gør det muligt at løse opgaverne så godt som muligt til gavn for borgerne, men tværtimod, at der skal spares, hvor der kan – uanset om det går ud over trivslen.

Senest er medarbejderne i en styrelse blevet informeret om, at det ikke længere er muligt at gå til rutinemæssige tjek hos ens læge som en del af arbejdstiden.

Der er intet i det politiske landskab, der tyder på, at der kommer flere penge til den offentlige sektor, men det ændrer ikke på, at det virker kortsigtet og kynisk at slå ned på de små ting, der får tingene til at glide lettere og måske forhindrer længerevarende sygdom hos medarbejderen.

Suspenderingen af sygehusenes produktivitetskrav kom ikke ud af den blå luft. Det blev besluttet på trods af regeringens ønske om at fastholde dem og på baggrund af massive protester fra medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet.

Det nytter altså at fortælle omverdenen om de udfordringer, som man står over for som ansatte og ledere. Og som tillidspersoner har I et særligt ansvar for, at de problemer, jeres sektor står over for, kommer på dagsordenen.

Problemerne skal adresseres og siges højt. Kun sådan får vi politikerne til at lytte – og får skabt en hverdag, som vi kan trives i. Er du i tvivl om, hvordan en sag eller et problem rejses eller gerne vil fortælle, hvordan situationen er på din arbejdsplads, så ring til DM.

Vi er stærke, hvis vi bruger hinanden.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje