På min arbejdsplads er der varslet besparelser med eventuelle afskedigelser og frivillige fratrædelsesordninger til følge. Hvad skal jeg være opmærksom på? Læs, hvad DM's konsulent svarer.
I den forbindelse har vi fået tilbud om at indgå frivillige fratrædelsesordninger. Er der noget, jeg skal være opmærksom på i den forbindelse? Jeg er ansat i en offentlig institution.
Svar
På det statslige område er der en aftale om senior- og fratrædelsesordninger, som skitserer hvilke muligheder, der er for frivillige fratrædelsesordninger.
Blandt andet indeholder aftalen mulighed for ekstraordinær indbetaling af pensionsbidrag, mulighed for at få tjenestefrihed med fuld løn samt ydelse af et fratrædelsesbeløb på op til seks måneders løn.
Hvis du overvejer at indgå en sådan ordning, er det vigtigt i første omgang at sikre dig, at en frivillig aftale ikke stiller dig ringere, end hvis du var blevet afskediget.
I en afskedigelsessituation vil du være berettiget til dit individuelle opsigelsesvarsel (op til seks måneder) og eventuel en fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a (op til tre måneder). Begge forhold er afhængig af din anciennitet.
I forhold til at vurdere om en eventuel frivillig fratrædelsesordning er attraktiv for dig, skal du altså starte med at se på, hvilke vilkår du som minimum ville være berettiget til i en afskedigelsessituation og holde det op mod, hvad din arbejdsgiver er villig til at tilbyde dig i en frivillig aftale.
En frivillig fratrædelsesordning bør som udgangspunkt stille dig bedre end vilkårene i en opsigelsessituation, da incitamentet til at indgå en aftale i modsat fald ikke vil være stor.
Kontakt os på 3815 6600 eller dm@dm.dk, hvis du ønsker råd og vejledning til en eventuel ordning.
Det er også vigtigt, at du kontakter din a-kasse og pensionskasse og sikrer dig nødvendig rådgivning for eventuelle konsekvenser for pension og efterløn, inden du indgår en frivillig fratrædelsesaftale.