Netværk kan spille en betydelig rolle for om du har succes i din jobsøgning.
Det kan være svært for en arbejdsgiver at vurdere en ansøgers kvalifikationer ud fra skriftligt materiale alene og det er derfor altid en fordel, hvis du kan få en i dit netværk til at lægge et godt ord ind for dig. Som sociale væsener går vi op i, hvad folk vi stoler på, tænker. Det gælder også i din jobsøgning.
Ofte vil det være samspillet mellem din netværksindsats og din øvrige jobsøgning, der giver resultater. Et netværksmøde kan f.eks. bruges til:
1. At blive klogere på en arbejdsplads, så du kan vise din motivation personligt og er bedre i stand til at skrive en kvalificeret ansøgning når de slår en stilling op. Det kan både være et møde med en du kender godt, men også en potentielt kommende arbejdsgiver eller kollega du ikke har mødt endnu.
2. At blive sendt videre i andres netværk. Det vil ikke altid være muligt for dem du møder at hjælpe dig godt videre, men ofte vil det være i andet led det virkelig rykker noget. Spørg derfor om dem du mødes med kender nogen, du med fordel kan tale videre med om muligheden for at bidrage.
Det kan desuden bruges til at blive klogere på en branche, jobtype eller andet, hvis du f.eks. går med overvejelser om at prøve noget nyt eller som nyuddannet har brug for større praktisk indsigt i det du søger.
Husk altid at have et tydeligt formål med at mødes, så hverken du eller den du mødes med, føler, at I spilder jeres tid. Du behøver ikke fyre en elevatortale af, men det er selvfølgelig altid en god idé at overveje, hvad du kan bidrage med hvis samtalen bevæger sig i den retning.
Selv hvis dit møde ikke fører til job, kan et godt netværksmøde betyde, at arbejdsgiver gør dig opmærksom på det næste gang de slår en stilling op og er ekstra opmærksomme på din ansøgning i bunken.
Selvom du nu er jobsøgende, så husk også at bliv ved med at dyrke dit netværk og hjælp andre når du er kommet i job. Det er meningsfuldt og du investerer i dit netværk, hvis du på et tidspunkt skulle få brug for det igen.