Til forskel fra lønmodtagere har selvstændige erhvervsdrivende og freelancere ikke en ulykkes– eller arbejdsskadeforsikring, der dækker dem i arbejdstiden. Derfor er det vigtigt at tegne sådanne forsikringer, når man arbejder som sin egen arbejdsgiver.
Ud over ulykkes- og arbejdsskadeforsikring er det i stigende grad blevet gængs, at kunder, når de indgår aftale om levering af en ydelse, kræver, at man har en erhvervsansvarsforsikring, der dækker fejl og mangler ved slutproduktet.
Vores erfaring er, at selvstændige DM'ere har meget forskellige virksomheder og derfor også meget forskellige forsikringsbehov.
Disse forsikringer bør du overveje at tegne, hvis du er selvstændig
- Produkt-/erhvervsansvarsforsikring dækker det erstatningsansvar, som virksomheden måtte blive pålagt, for skader på personer eller ting. Forsikringen dækker tingskader med op til 5 mio. kroner og personskader med op til 10 mio. kroner. Se fx vores aftale hos HDI.
- Erhvervsløsøreforsikringen dækker brandskader på inventar, varer, it-udstyr mv. Forsikringen kan udvides, så den også dækker el-skade, vandskade, tyveri og driftstab.
Forsikringen dækker op til den aftalte forsikringssum, der skal svare til løsørets nyværdi. - Ulykkes-/arbejdsskadeforsikring er en lovpligtig forsikring, der dækker i arbejdstiden fx skader på virksomhedens ansatte. Selvstændige, der driver virksomhed med personlig hæftelse, kan vælge at tegne forsikringen. Hvis virksomheden drives i selskabsform, er arbejdsskadeforsikringen lovligtig – også selv om ejeren er eneste ansatte.
Disse forsikringer vil også være relevant at overveje som selvstændig:
- Netbankforsikringen dækker det direkte tab af penge, der måtte komme, hvis din erhvervsnetbank bliver hacket.
- Cyberforsikringen dækker nogle af de tab, ekstra omkostninger og erstatningskrav, som virksomheden kan blive ramt af efter hackerangreb.
Husk også dine private forsikringer
Når du vælger at blive selvstændig, vil det ofte også være relevant at se på dine private forsikringer. Det kan fx være nyttigt at udvide din ulykkesforsikring, så den dækker hele døgnet – og dermed også mens du er på arbejde.