Er du ansat i en tidsbegrænset stilling, skal det fremgå af dit ansættelsesbevis, at der er tale om et tidsbegrænset ansættelsesforhold.
En tidsbegrænset ansættelsesaftale betyder, at ansættelsesforholdet automatisk ophører, når tidsrummet er forløbet eller arbejdsopgaven er udført.
Fornyelse af ansættelse kræver en objektiv begrundelse
Som tidsbegrænset ansat er du omfattet af Lov om tidsbegrænset ansættelse, som skal beskytte lønmodtagere mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold. Loven præciserer, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser kun kan ske, hvis det er begrundet i objektive forhold.
Et objektivt forhold kan, ifølge eksempler fra loven, være uforudseligt forfald, fx at endnu en medarbejder skal på barsel, er blevet sygemeldt eller har fået orlov, eller hvis en forlængelse er nødvendig for færdiggørelsen den opgave, medarbejderen er blevet ansat til, og som ikke kan løses indenfor den først afsatte tid.
Der er således intet til hinder for, at du som tidsbegrænset ansat medarbejder er ansat i et barselsvikariat for én ansat og efterfølgende bliver ansat tidsbegrænset i et barselsvikariat for en anden ansat. Du kan også være barselsvikar og efterfølgende sygevikar for den samme eller en anden medarbejder. Der er heller intet til hinder for, at du efter én projektansættelse ansættes i et nyt tidsbegrænset projekt.
Der er således ingen begrænsninger på, hvor mange gange der kan ske fornyelse af ansættelsesforholdet, når blot fornyelsen kan begrundes i objektive forhold. Hvis du er beskæftiget med undervisning og forskning indenfor statens område gælder der dog nogle særlige regler.
Omvendt gælder det, at allerede den første fornyelse skal være objektivt og sagligt begrundet.
Samme vilkår som fastansatte
Du må i udgangspunktet ikke tilbydes "ringere" ansættelsesvilkår end en fastansat i en sammenlignelig stilling. Det gælder fx ret til mindst den samme løn. Tag kontakt til DM, hvis du mener, at du får tilbudt ringere vilkår.
Fornyelse eller nyansættelse
Loven definerer ikke, hvornår der er tale om en fornyelse af et ansættelsesforhold eller en ansættelse i et nyt ansættelsesforhold. Ved afgørelse af, om der er tale om fornyelse af et eksisterende ansættelsesforhold eller en ny selvstændig tidsbegrænset ansættelse, må der hver gang foretages en konkret vurdering af det pågældende ansættelsesforhold.
De forhold som kan få betydning for vurderingen kan være tidsforløbet mellem de to ansættelser, indholdet i den nye ansættelse, om ansættelsesancienniteten løber videre.
Hvis du får tilbudt en ny tidsbegrænset ansættelse i forlængelse af den første, må din arbejdsgiver ikke kræve at der igen indføres en prøveperiode.
Hvis det konstateres, at der er tale om en fornyelse, og at denne ikke er sket på et objektivt grundlag, vil du kunne betragte dig som ansat uden tidsbegrænsning og kan kræve sædvanligt opsigelsesvarsel, dvs. løn i en opsigelsesperiode udover den fastsatte dato for fratræden.
Hvis det konstateres, at der er tale om adskilte ansættelser, er du ikke beskyttet af bestemmelsen i loven.
Særligt for undervisere og forskere
Er du ansat i en tidsbegrænset stilling indenfor undervisnings- og forskningsvirksomhed i staten, gælder der en særlig regel, som begrænser din arbejdsgivers mulighed for at forny din ansættelse til to gange, således at der i alt og maksimalt kan være tale om tre ansættelsesperioder med en vis tidsmæssig sammenhæng. Til gengæld er der intet krav om, at der skal være en objektiv, saglig begrundelse for at forny ansættelsen.
Det betyder, at du som forsker eller underviser efter tre ansættelsesperioder ikke kan ansættes tidsbegrænset i yderligere perioder i den samme stilling.
Ansatte tilkendt godtgørelse
I en sag anlagt af DM sammen med Akademikerne afgjorde Højesteretsdom i april 2018, at et universitet ulovligt havde forlænget ansættelser mere end to gange. Dette gav fire ansatte ret til en godtgørelse på hver 75.000 kroner.
Særligt ved afgørelsen er det, at det er fastslået, at der alene kan ske forlængelse to gange, når det er indenfor undervisnings- og forskningsvirksomhed ved staten, og hvor det er staten der overvejende står for finansieringen.
DM konkluderer, at man ikke på forhånd kan sige, hvor mange gange arbejdsgiver kan forlænge et ansættelsesforhold, medmindre der er tale om ansættelse indenfor undervisnings- og forskningsområdet indenfor staten. Det kræver en konkret og individuel vurdering for at kunne konstatere om forlængelse er sket på et objektivt grundlag.
DM anbefaler
DM anbefaler, at du får din arbejdsgivers begrundelse for, at ansættelsesforholdet er tidsbegrænset, på skrift. Det kan fx præciseres i dit ansættelsesbevis, at tidsbegrænsningen skyldes et barselsvikariat, eller at den skyldes, at der er tale om ansættelse på et bestemt tidsbegrænset projekt.
Kontakt DM
Kontakt DM hvis du skal ansættes i en tidsbegrænset stilling, eller hvis din ansættelse skal fornys i endnu en tidsbegrænset periode.
DM arbejder politisk med tidsbegrænsede ansættelser
DM arbejder løbende med at begrænse omfanget af tidsbegrænsede ansættelser samt med at forbedre vilkårene for tidsbegrænset ansatte. Det gøres via interessevaretagelse rettet mod bevillinger og lovgivning samt ved overenskomstforhandlinger.