Løn og sikring af lønudvikling bliver selvfølgelig et centralt tema i OK26.
Lønsystemet i det offentlige er mere end 25 år gammelt, og der er stor opmærksomhed fra både arbejdsgiverne og de faglige organisationer om behovet for fornyelse af lønsystemet. Der er mange bud på og krav til, hvordan det skal fungere og indrettes i fremtiden.
Det er en del af baggrunden for OK26, så vi skal have gode bud med til forhandlingsbordet på, hvordan vi ser fremtidens lønsystem.
Lønsystemet er sammensat af generelle lønstigninger, som bliver aftalt i overenskomsterne, og lokale forhandlinger, som sker på arbejdspladsen.
DM lægger vægt på, og har også ved de tidligere forhandlinger prioriteret, at mest muligt af rammen blev fordelt til generelle lønstigninger.
Vi ved, at et ønske fra arbejdsgiverne er, at en større del af lønnen skal aftales lokalt på arbejdspladserne. Og vi ved også fra vores medlemmer og tillidsrepræsentanter, at den lokale løndannelse ikke fungerer tilfredsstillende alle steder.
Vi vil gerne høre jeres erfaringer og bud på, hvad der skal til for at få lønsystemet og den lokale løndannelse til at fungere bedre.
Overvejelser:
- Hvilke udfordringer oplever I med den lokale løndannelse?
- Hvilke tiltag skal der til for at forbedre den lokale løndannelse
- Hvad skal der til for at skabe transparens og legitimitet i den lokale løndannelse?
- Hvad skal der til for at få lige muligheder i forhandlingerne om lokal løndannelse?
- Hvordan styrkes tillidsrepræsentanternes ligeværdige stilling i de lokale lønforhandlinger?