Spring menu over

Forlig for dig, der er statsansat

Del artikel:

Her på siden har vi samlet hovedresultaterne, som gælder for alle akademikere i staten.

Der er nu landet et nyt tre-årigt overenskomstforlig i staten for overenskomstperioden 1. april 2026 – 31. marts 2029. Den økonomiske ramme er 8,7 % over tre år. Derudover indeholder forliget en fritvalgskonto med øget fleksibilitet og nye frihedsrettigheder, en ambitiøs børnepakke, forbedringer af lokallønsystemet og øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø m.m.

Løn

Med en økonomisk ramme på 8,7 % har vi sikret alle akademikere i staten en reallønsudvikling. Første lønstigning er 1. april 2026. Se de enkelte forbedringer i skemaet nedenfor.

  1. apr. 2026 1. aug. 2026 1. apr. 2027 1. jan. 2028 1. apr. 2028 I alt
Aftalte generelle lønstigning 1,73 0,65 1,83   2,59 6,80
Særlige prioriteringer 0,21   0,22     0,43
Midler til andre formål 0,07   0,77 0,36   1,20
Udmøntning fra reguleringsordningen -0,64   0,05 - -0,04 -0,63
Skøn for reststigningen 0,30   0,30   0,30 0,90
I alt 2,32   3,17   3,21 8,70

Som noget særligt er der denne gang afsat 275 mio. kr. af den generelle ramme til lønløft af militært ansatte i Forsvaret for at bidrage til en vigtig samfundsopgave.

(Den forventede generelle lønstigning bliver på 6,37% da de 6,80% i skemaet skal fratrækkes den negative forventning til udmøntningen fra reguleringsordningen på -0,63 som så igen forhøjes med en korrektion på 0,20%, som er en kompensation for, at man ikke tidligere ved sammenligning med den private lønudvikling har taget højde for den private fritvalgskonto.)

Fritvalg, fleksibilitet og seniorer

På statens område er der aftalt en ny fritvalgskonto, som skal understøtte attraktive og fleksible rammer ved i højere grad at give medarbejderne mulighed for valgfrihed mellem løn, pension og frihed. Fritvalgskontoen er bygget op som en aftale om penge og separate aftaler om frihedsrettigheder.

Ordningen træder i kraft den 1. januar 2028. Midlerne i fritvalgslønkontoen kommer fra ferietillæg (2,3%), særlige feriedage (2,5%) og seniorbonus (1,0%). For akademikere er det aftalt månedligt at afsætte yderligere 0,81% til fritvalgskontoen.

Den ansatte kan hvert år inden 1. oktober vælge, hvordan fritvalgsbidragene skal anvendes i den kommende fritvalgsperiode:

  • Løbende udbetaling sammen med lønnen. Det gælder dog ikke særlige feriedage.
  • Opsparing inden kalenderåret til anvendelse i forbindelse med afholdelse af frihed.
  • Løbende indbetaling til pensionsordning. Det gælder dog ikke særlige feriedage.

Den ansatte får fra det kalenderår, hvor den pågældende fylder 41 år, en fritvalgsdag. Dagen holdes uden løn, og der kan anvendes midler fra Fritvalgs Lønkontoen. Retten til fritvalgsdag ophører, når man får ret til seniordage. Den ansatte får fra det kalenderår, hvor den pågældende fylder 62 år, to ekstra seniordage, så der i alt er fire. Dagene holdes uden løn, og der kan anvendes midler fra Fritvalgs Lønkontoen.

Etableringen af Fritvalgs Lønkontoen medfører ændringer i ferieaftalen:

  • Optjeningsperioden for særlige feriedage er 1. januar til 31. december, og afholdelsesperioden er det efterfølgende kalenderår. Der er aftalt en overgangsordning for afvikling af særlige feriedage i 2027.
  • Der er ret til at opspare op til 15 dage. Herudover kan aftales yderligere opsparing.
  • Dagene holdes uden løn, og der kan anvendes midler fra Fritvalgs Lønkontoen.
  • Arbejdsgiver kan varsle ikke fastlagte særlige feriedage til afholdelse fra 1. september forudsat, at den ansatte har midler på sin Fritvalgs Lønkonto til at dække dem.

Hvis der står midler på en fritvalgslønkonto ved udløb af fritvalgperioden, udbetales midlerne, medmindre den ansatte vælger at få midlerne indbetalt til pensionsordningen. Ved fratræden udbetales ubrugte midler. Aftalen om opsparing af frihed fra OK24 ophæves, men rettighederne bevares i nye aftaler.
Retten til at opspare frihed forbedres; dels ved at op til 15 særlige feriedage kan opspares efter Ferieaftalen, dels ved at antallet af merarbejdstimer, der efter overenskomsten kan konverteres til opsparingsdage, forhøjes fra 74 timer til 111 timer.

Børn og barsel

Den nuværende mulighed for fri med løn til at passe syge børn på 1. og 2. sygedag bliver suppleret med en lønnet frihed resten af den arbejdsdag, man bliver kaldt hjem for at hente sit syge barn og lønnet frihed på barnets 3. sygedag. Forbedringen har virkning fra 1. april 2026.
Der er aftalt forbedringer af barselsaftalen. Forbedringerne gælder for børn født eller modtaget fra 1. april 2026.

  • 2 uger ekstra forældreorlov med løn til deling mellem forældrene, så der fremover bliver 8 uger, som forældrene kan dele imellem sig.
  • Soloforældre får forbedret deres lønret med 10 uger.
  • Der bliver også lønret til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer, når mor har overdraget ret til fravær og barselsdagpenge efter Barselsloven.
  • Derudover er der en række yderligere forbedringer ved barns hospitalsindlæggelse, sorgorlov og surrogatfamilier og pensionsbidrag ved retsbaseret forlængelse af barselsorloven.

Arbejdsmiljø og samarbejde

I forliget er det blevet tydeliggjort, at forebyggelse af stress er et fælles ansvar. Det er aftalt, at der skal være et særligt fokus på stress og arbejdsmiljø for at få en bedre forebyggelse og dermed øge trivslen på de statslige arbejdspladser. Parterne er enige om at man i overenskomstperioden skal se på mulighederne for at etablere et samarbejde mellem arbejdsgiverne og pensionskasserne om en tidlig indsats for landtidssygemeldte.

Samarbejdsudvalgene får en øget rolle og skal systematisk drøfte arbejdspladsens indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer med arbejdsrelateret stress. Der er også et fokus på øget viden om psykisk arbejdsmiljø både gennem uddannelse af ledere og en fælles konference for arbejdsleder, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter.

I det hele taget styrkes arbejdet i samarbejdsudvalgene idet Samarbejdssekretariatet videreføres, der udbydes et kursus for ledelsesrepræsentanter i samarbejdsudvalg og vejledningen om ledelsens informationspligt præciseres med fokus på indførelse og brug af ny teknologi samt logning og overvågning af medarbejdere.

Kompetenceudvikling

Den Statslige Kompetencefond og Kompetencesekretariatet videreføres. Desuden skal kompetencesekretariatet udvikle deres rådgivningsaktiviteter inden for anvendelse af kunstig intelligens i opgaveløsningen.

Karriereveje

Der indføres en ny stillingskategori for faglige eksperter. Lønnen skal som minimum svare til det nedre niveau i lønintervallet for løngruppe 1 for chefer i staten (54.242,67 kr. pr. måned, november 2025-niveau) og forhandles mellem ledelsen og den enkelte ansatte. Den ansatte kan vælge at lade sig bistå af sin faglige organisation. De faglige eksperter får øvrige ansættelsesvilkår (f.eks. pension, arbejdstid og fratrædelsesvilkår) på linje med special- og chefkonsulenter.

Lokal løndannelse

DM har haft stor fokus på et mere funktionelt og transparent lønsystem. Fremadrettet bliver det arbejdsgivers ansvar at sikre de lokale lønforhandlinger mindst én gang årligt. Desuden skal ledelsen tilvejebringe relevant lønstatistisk materiale forud for de årlige lønforhandlinger. Der er afsat 0,2 % af den økonomiske ramme til lokal løn. Midlerne udmøntes 1. april 2027, og midlerne forhandles som udgangspunkt af de lokale parter på den enkelte statslige arbejdsplads. Midlerne kommer oveni den løn, der allerede udmøntes lokalt, så forventningen er, at midlerne samlet set øger lokallønsandelen.

Vi har aftalt, at de lokalt aftalte lønmidler skal følges over tid (på ministerområdeniveau, på centralorganisationsniveau og for personalekategorier), og aftales der mindre end forventet i overenskomstperioden får det betydning ved førstkommende overenskomstfornyelse.

Særligt for dit område

Der er desuden resultater, der berører forskellige ansættelsesformer i staten. Du kan her se, hvordan det specifikt ser ud for dit område:

Videnskabelige medarbejdere på statens område
Ledere på statens område

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje