Stop med at give akademikere stressråd, der gør dem sygere

Hvis du er akademiker og stressramt, har du med stor sandsynlighed fået at vide, at du skal:

- prioritere bedre
- sige fra 
- ændre på din work-life-balance 
- gå tidligere hjem, eller 
- tage imod et stresskursus

Måske har din leder endda taget ansvar ved at fjerne nogle opgaver fra dig.

Det lyder omsorgsfuldt. Problemet er bare, at symptombehandlingen kun gør situationen værre for op imod halvdelen af alle stressramte.

”Det er gaslighting forklædt som arbejdsmiljøindsats”, siger Helle Hein, mangeårig forfatter, foredragsholder og selvstændig arbejdslivsforsker. 

”Misforståelsen er, at stress grundlæggende handler om ubalance. Den klassiske stressforståelse passer nogenlunde på nogle mennesker, men rammer især akademikerne skævt,” forklarer Helle Hein.

Fratages faglighed og autonomi

Op imod halvdelen af akademikerne er det, hun kalder for ”spændingssøgende” mennesker.

”De finder mening i fordybelse, i fagligt ansvar og i at gøre en forskel. For dem er arbejdet en central kilde til mening,” siger hun. 

”De spændingssøgende får moralsk stress, hvis de føler, at de svigter deres ansvar eller savner mening på jobbet. Når kernen i problemet er, at de ikke kan stå inde for deres arbejde, så hjælper det ikke, at nogen ”tager ansvaret” fra dem. Tværtimod. Det opleves som en yderligere fratagelse af faglighed og autonomi,” forklarer Helle Hein.

Paradokset er, at det oftest er de mest engagerede, der bliver hårdest ramt af den moralske stress. Dem, der har det lange lys på og bekymrer sig om konsekvenserne af deres arbejde, for studerende, patienter, borgere eller samfund:

”Blandt akademikere rammer det for eksempel undervisere, der ikke får ordentlig forberedelsestid, forskere, der bliver målt på kvantitet frem for kvalitet eller medarbejdere, hvis indsats alene bliver målt på KPI’er, standarder eller procentsatser,” siger Helle Hein.

I sin bog ”En giftig stresscocktail” har Helle Hein beskrevet, hvordan den klassiske stressløsning – mindre ansvar, færre opgaver og tydeligere prioritering – kan gøre skaden værre for engagerede medarbejdere, der igen og igen tvinges til at lave arbejde, de hverken fagligt eller etisk kan stå inde for.

Reformtempoet i det offentlige er også den direkte vej til mere moralsk stress, hvis forandringerne ikke får lov til at virke.

”Vi behandler symptomerne forkert og dermed fastholder vi et system, der producerer stress i stedet for at forebygge den. Resultatet af den fejlbehæftede indsats kan aflæses direkte i sygdoms- og fraværsstatistikkerne,” forklarer arbejdslivsforskeren.

Sover du dårligt?

Den moralske stress bliver overset, fordi vi ikke måler den:

”I dag spørger vi stressramte, om de sover dårligt, er trætte eller har koncentrationsbesvær, men vi spørger ikke til kompromitteret faglig integritet, forråelse, uforløst potentiale eller tab af mening,” mener Helle Hein.

Hun ser begyndende tegn på et paradigmeskifte, der bliver hjulpet godt på vej af statistikkerne, som ikke viser tegn på, at antallet af stresssygemeldinger skulle være faldende.

”Odsherred Kommune er en af de arbejdspladser, der har ændret sin stresspolitik, så den differentierer mellem forskellige stressformer. Alle ledere bliver undervist, alle bliver inviteret til foredrag, og stress arbejdet bliver ikke kun forankret i ledelsen men også hos tillidsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter. Den nye stressforståelse bliver brugt forebyggende, blandt andet i MUS-samtaler,” forklarer arbejdslivsforskeren.

”Det helt afgørende er, at alle får et fælles sprog. Bare det at man kan folde stressforståelsen ud, så medarbejderne kan genkende sig selv i det, har en kæmpe betydning,” tilføjer hun.

Det tager tid at aflære en definition af stress, der i mange år har været reduceret til ”for mange krav og for få ressourcer”.  

Men en ændret kurs bliver særligt afgørende for stressindsatsen på de akademiske arbejdspladser. 

”Når halvdelen af akademikerne ikke bliver stressede af for meget arbejde, men af forkert arbejde eller fordi de bliver forhindrede i at udføre deres arbejde ordentligt, så er det arbejdspladserne, der skal på behandlingsbriksen, ikke medarbejderne”, fastslår Helle Hein.