Spring menu over
Driftstatus

Du kan i øjeblikket opleve problemer med at logge på Mit DM og/eller tilmelde dig arrangementer.

Se listen: Her er Danmarks 50 mest citerede forskere i 2025

Peter Viggo Og Janne (1)
"Dit bidrag til debatten er et stærkt værn mod misinformation,” sagde DM´s forperson Janne Gleerup, da hun overrakte Peter Viggo Jakobsen et diplom og gav den glødende AGF-tilhænger (og nyudnævnte ambassadør for klubben) en AGF-trøje og lange fodboldstrømper.
Del artikel:
Af Pernille Siegumfeldt

En krigsforsker indtager for andet år i træk pladsen som mediernes mest efterspurgte ekspertkilde. Det viser DM Akademikerbladets liste, som nu offentliggøres for 6. gang.

2025 var året, hvor danskerne for alvor kom på fornavn med lektor i forsvars- og sikkerhedspolitik på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen. Desværre, tilføjer han selv, for efterspørgslen skyldes, at verden har været med ham i mange af hans forudsigelser. 
 
Den erkendelse, at USA ikke er vores ven længere, er først for alvor ved at synke ind nu, sådan hele raden rundt. Konflikten i Arktis opfatter jeg mest som et teater, men Ukraine, Gaza, Venezuela og den danske militæroprustning har fyldt meget og kommer fortsat til at fylde en hel masse,” siger Peter Viggo Jakobsen. 

3 interviews dagligt – plus de internationale medier 

For andet år i træk indtager lektoren fra Forsvarsakademiet pladsen som mediernes foretrukne ekspertkilde. Det fremgår af DM Akademikerbladets liste over mest citerede forskere i 2025, som nu bliver offentliggjort for sjette år i træk. 

Ifølge listen, som DM Akademikerbladet har lavet i samarbejdet med medieanalysebureaet Retriever, optrådte Peter Viggo Jakobsen i artikler på print og net samt i radio og på tv i alt 1361 gange. Renser man opgørelsen for de interviews, der går i kredsløb via nyhedsbureauet Ritzau, har krigsforskeren givet næsten tre unikke interviews til pressen hver eneste dag i 2025 mod lidt over to om dagen i 2024.  Og så er de internationale medier ikke engang talt med. 

”Men når Trump skubber verdensordenen ud af balance, destabiliserer det sikkerhedspolitiske system og tilmed vil købe Grønland oveni, så opstår der et akut behov for at skære den amerikanske argumentation i småstykker. Det nye er, at jeg i 2025 også fik ret meget taletid overfor et mere globalt publikum - gennem medier som New York Times, BBC og Le Monde”, siger Peter Viggo Jakobsen. 

Om undersøgelsen

Hvert år udgiver DM Akademikerbladet en liste over mediernes 50 mest citerede forskere.

Undersøgelsen er udført af Retriever (tidl. Infomedia) og baseret på en søgning i indhold fra danske nyhedsmedier -både print, web, tv og radio.

Det er sjette gang, DM Akademikerbladet udkommer med listen.

Et stærkt værn mod misinformation 

Selvom den forsvars- og sikkerhedspolitiske dagsorden satte sig tungt på Top-50-listen, blev der også plads til andre. 

Klimaforskerne var i høj kurs, det samme var arktis- og valgforskerne. Flere arktisforskere strøg ind på listen, der i år tæller 20 nye navne. Højdespringeren blev Ulrik Pram Gad, Arktis-forsker ved DIIS og den 5. mest citerede forsker i 2025.

Samtlige forskere på listen fortjener stor ros for at løfte en omfattende formidlingsopgave på samfundets vegne.
Janne Gleerup, forperson i DM. 

Samtlige forskere på listen fortjener stor ros for at løfte en omfattende formidlingsopgave på samfundets vegne. Det siger Janne Gleerup, der er forperson i den akademiske fagforening DM. 

”Respekten for viden er under pres mange steder i verden, hvilket kun gør det endnu vigtigere, at forskere og eksperter tager sig tid til at tale med journalister og forsyner debatten med tal, fakta og kontekst. Deres bidrag er et stærkt værn mod misinformation”, siger Janne Gleerup. 

Mangfoldigheden skal sikres 

Samtidig finder hun det nedslående, at der kun er tre kvindelige forskere på listen og ingen i top 40. Det er endda færre end i 2024, hvor der til sammenligning var fem.  

”Der er rigtig mange dygtige og vidende kvindelige forskere ude på universiteterne, og medierne bør lægge sig i selen for at sikre mangfoldighed i deres brug af eksperter, så et bredt udsnit af viden kan komme i spil i offentligheden”, lyder opfordringen fra Janne Gleerup. 

Se hele listen over Danmarks mest citerede forskere i 2025 her:

Det viser listen også

  • Tre kvinder er på listen – ingen i top40 

  • Ingen på listen har minoritetsbaggrund 

  • Ingen er udlændinge 

  • 20 er nye navne 

  • 19 forskere er i alderen 60+. 

  • Der er flest i aldersgruppen 50-59 (15) 

  • Den yngste er 36 år. 

  • De to ældste er 77  

  • 27 er professor, professor mso eller professor emeritus 

  • 5 på listen har en humanistisk uddannelsesbaggrund 

  • 30 har en samfundsvidenskabelig baggrund (fx økonomi, statskundskab, sociologi, arbejdsmarked, velfærd, international politik, forvaltning, epidemiologi m.m) 

  • Københavns Universitet er repræsenteret med flest forskere, 9 i alt. SDU med næstflest, 8 stk. 

  • DIIS har fire forskere på listen, tre i i top 20 

  • Tre forskere er fra professionshøjskolerne (DMJX, Absalon, VIA) 

  • To kommer fra en anden forskningsinstitution end uni (VIVE) 

Sådan har vi gjort

Bliv klogere på metoden bag Forskerlisten 2025. 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje