Medierne taler om kriser. Men ikke med kulturens eksperter
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Ikke en eneste af Danmarks mest citerede forskere kommer fra kulturverdenen. ”Det er udtryk for ren dovenskab,” siger kulturkommentator og chefredaktør for Højskolebladet Jane Mylenberg.
Når man kigger på DM Akademikerbladets liste over de mest citerede forskere, er det tydeligt, at internationale konflikter og krige har fyldt en hel del i mediernes dagsorden det forgangne år. Det samme kan man ikke sige om kulturområdet.
Ikke én eneste kulturforsker er blandt landets mest citerede eksperter i 2025, og det er beskæmmende, mener chefredaktør for Højskolebladet Jane Mylenberg.
”Det er blevet talt vildt meget om behovet for åndelig oprustning det seneste år, men det kan man tilsyneladende slet ikke få øje på i mediebilledet,” siger hun
Blandt andre statsminister Mette Frederiksen talte ved flere lejligheder om behovet for åndelig og kulturel oprustning i Danmark. Det skabte debat, da flere kunstnere mente, at begrebet var uklart og svært at omsætte i praksis.
Men det behøver ikke være så flyvsk og højtravende, pointerer Jane Mylenberg.
”Hvorfor er der ikke nogen medier, som synes, det er relevant at ringe til nogen på kulturområdet og høre deres syn på alle de her kriser, vi står i?” siger Jane Mylenberg.
Ring til Grønland
Som chefredaktør på Højskolebladet er Jane Mylenberg både mediechef og aktør på kulturområdet, og hun oplever derfor den manglende repræsentation fra begge sider. Det er efter hendes mening langt fra tilfredsstillende.
”Journalister er også vanedyr. Det skal være nemt og hurtigt at få fat på kilder, og man prioriterer dem, man ved er stabile og har erfaring. Særligt på de hurtige digitale medier. Det er udtryk for ren dovenskab.”
Hun opfordrer derfor kulturforskerne til selv at række ud til medierne og byde sig til. ”Hvis jeg var forsker i for eksempel moderne kunst i Grønland, så ville jeg kontakte alle nyhedsmedier og fortælle dem, hvorfor de ville blive klogere på situationen og landet, hvis de ringede til mig. Det handler om at udfordre mediernes rutiner og vise dem, hvorfor kulturperspektivet er nødvendigt.”
Efter min mening kan historiedækningen stå stærkere med øget inddragelse af de forskere i natur, historie, politik og kultur, der findes på museer, arkiver og bibliotekerAnders Dalsager, forperson i DM Kultur
For midt i disse usikre tider, hvor mange er ramt af afmagt og frygt, kan blikket fra kulturen give et historisk perspektiv og en forståelse for situationen, mener Jane Mylenberg. ”I kender sikkert det falske Churchill-citat: ‘Hvad kæmper vi så for, hvis ikke kulturen?’”
Forperson i DM Kultur Anders Dalsager er ærgerlig over, at de mange forskere fra arkiverne, museerne og forskningsbibliotekerne ikke er at finde på Top-50 listen.
"Det er vigtigt at udfordre den vanetænkning, der nogle gange præger medierne. Man får stærkere og mere alsidig journalistik, hvis man tænker bredere end den faste kreds af dygtige eksperter, der allerede står på listerne. Derfor vil jeg opfordre journalister til at tænke museernes, arkivernes og forskningsbibliotekernes eksperter med, når de skriver aktuelle historier," siger Anders Dalsager.
"Efter min mening kan både historiedækningen og nyhedsværdien stå stærkere med øget inddragelse af de forskere i natur, historie, politik og kultur, der findes på museer, arkiver og biblioteker," afslutter han.
Lektor i Europæisk historie og Kongehuset ved Professionshøjskolen Absalon Lars Hovbakke Sørensen er dog at finde på en 28. plads på listen. Året før var han den 8. mest citerede forsker.
På årets liste finder vi også nummer to, Flemming Splidsboel ved en del om russisk litteratur og sprog. Det samme med USA-kender Niels Bjerre Poulsen som nummer 33.
Sidste år var seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek Caroline Nyvang også at finde på listen som nr. 32.
Relateret indhold
Åbent brev: Kære kommunalpolitikere - pas på vores biblioteker
Blandt forsvarspolitik og kommunalvalg skiller én ekspert sig ud: ”Det er mere konkret for folk at læse om aldring”
Seniorforsker har allerede leveret over 200 interviews i år: “Der er et øget behov for at forstå USA”
Fredsforsker er ny på listen over mest citerede eksperter: “Det er et privilegium at få lov til at påvirke debatten”
I top 50 for fjerde år i træk: Som en af få kommenterer Sebastian Mernild på en 'langsigtet samfundsudfordring'
Foto: Per Morten Abrahamsen.