Regeringens finanslovsudspil varsler besparelser på det administrative område. Det bekymrer DM Leders forperson Anne-Mette Wehmüller, for hun kan ikke se, at der er mere at tage af. Men hun ser også udspillet som en påmindelse om, hvordan og netop hvorfor god ledelse handler om at være forberedt på forandring – både de akutte og de langsigtede.
I regeringens nye finanslovsudspil for 2025 lægges der igen op til milliardbesparelser i den statslige administration.
“Som udgangspunkt mener vi i DM, at der ikke er så meget mere at tage af,” siger forperson i DM Leder Anne-Mette Wehmüller.
Varslingen om de potentielle besparelser bekymrer hende, da de både skaber utryghed på arbejdspladserne og stiller store krav til lederne.
“Essensen er, at når der kommer beskeder om besparelser, skaber det usikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vi har nogle gode ledere, som har et stort organisatorisk overblik og kan skabe ro og tryghed for medarbejderne.”
Alligevel peger hun på, at ledernes opgave rækker længere end til at dæmpe uro her og nu, når der varsles besparelser. De skal også kunne ruste organisationerne til de forandringer, der uundgåeligt følger i kølvandet på nye rammevilkår.
Du kan læse DMs forperson, Janne Gleerups, kommentar på regeringens finanslovsudspil her.
Forandring er uundgåelig
For DM Leders Anne-Mette Wehmüller er finanslovsudspillet et billede på et større vilkår: at forandringer er uundgåelige.
“Der vil være et frafald af opgaver, og det er på godt og ondt. Ligesom vi ikke laver de samme opgaver, som vi gjorde i 1980’erne,” siger hun.
Hun peger på, at besparelser kan være med til at ryste op i opgaver og organisering, men også at nye funktioner hele tiden opstår – ikke mindst drevet af teknologiske fremskridt.
“Vi kigger ind i en fremtid, hvor flere opgaver måske vil blive overtaget af teknologi som kunstig intelligens. Men i stedet for kun at se det som en trussel, skal medarbejderne kompetenceudvikles, så de hele tiden bliver mere modstandsdygtige og kan bruge deres faglighed på nye måder,” siger hun.
“Og her har lederne et særligt ansvar for at sikre den behøvede kompetenceudvikling."
Vi skal forberede os
For hvis lederne ikke formår at være på forkant med de udviklinger, frygter hun store konsekvenser:
“Der vil være mindre vækst, vi vil tabe viden, og de gode hjerner vil gå til andre,” advarer hun og tilføjer, at det derfor er helt afgørende, at lederne investerer i at fastholde og udvikle medarbejderne.
“Når man ser ind i den udvikling, der kommer, bliver det endnu vigtigere, at vi har ledere, der kan få øje på og værne om de menneskelige ressourcer på arbejdspladsen,” siger Anne-Mette Wehmüller.
Hun peger på to områder, som kalder på særlig opmærksomhed:
Det første handler om den usikkerhed og utryghed, som varslinger om fx besparelser skaber i organisationen.
Det andet handler om forandringsledelse – at kunne navigere i de store samfundsudfordringer som grøn omstilling og øget digitalisering, der former arbejdsmarkedet på længere sigt.
DM Leder fordrer ledernes modstandsdygtighed
Her spiller DM Leder en vigtig rolle, mener Anne-Mette Wehmüller. Netop derfor udbyder sektoren kompetenceudviklende kurser til ledere.
“Vi som fagforening og sektor skal være gode til at udbyde nogle kompetenceudviklende kurser, så folk ikke bliver hægtet af,” siger hun.
Tilmeld dig DM's arrangementer for ledere
Du kan se og tilmelde dig DM Leders forskellige tilbud om arrangementer, kurser og workshops for ledere lige her.
Her kan du blandt andet melde dig til kurset om innovationsledelse eller om hvordan man som leder kan byde AI velkommen i sit arbejdsliv.
“Hvis det ikke sker, er jeg bange for, at en masse akademikere – ledere som medarbejdere – vil blive hægtet af, og det vil i yderste konsekvens betyde, at vi ikke får løst de samfundsudfordringer, vi står over for.”
Som en del af arbejdet har DM Leder udarbejdet et ledermanifest med ni punkter, der fungerer som en rettesnor for, hvad god ledelse er i en tid præget af forandring.
Kompasset er tænkt som et fundament, der kan ruste ledere til både kortsigtede udfordringer, som finanslovens besparelser, og langsigtede omstillinger som klimakrise og digitalisering.
Læs DM Leders ledermanifest
Her er de ni punkter DM Leder har udarbejdet:
- Jeg leder med integritet. Jeg står ved mine værdier – også når det er besværligt. Mit lederskab begynder indefra.
- Jeg forener faglighed, beslutningsevne og menneskelighed. Jeg leder med viden, med dømmekraft og med blik for det menneskelige.
- Jeg skaber psykologisk tryghed. Tillid er fundamentet for mod, læring og ægte samarbejde.
- Jeg insisterer på mening. Ledelse er ikke kun mål og styring – det er at skabe retning med mening.
- Jeg tror på balance. Det bæredygtige arbejdsliv begynder med at tage ansvar for både mig selv og andre.
- Jeg lytter, før jeg handler. Forandring skabes ikke alene – den formes i relationer.
- Jeg tager samtalen, også når den er svær. Ledelse kræver mod og modet til at være ordentlig.
- Jeg leder i fællesskab. Jeg tror på samarbejde og fælles retning frem for personlig prestige.
- Jeg bliver aldrig færdiguddannet som leder – jeg er i konstant udvikling. Derfor søger jeg sparring og læring.
Relateret indhold
Styrkelse af bibliotekerne: DM har sat gang i en bevægelse
Offentligt ansat? Nu stiger din løn
Trivsel for alle kræver god ledelse
DM har fundet ny administrerende direktør
DM kommer med anbefalinger til hvordan biosolutions kan imødegå klimakrisen