Nøglen til at give borgerne ejerskab til den grønne omstilling er samarbejde med kulturinstitutionerne.
Da Karoline Ek Olsen blev ansat til at lave en klimahandleplan for Ikast-Brande Kommune, rakte hun ud til kommunens bibliotek for et samarbejde. Og den oplevelse kalder hun “magisk”.
- Jeg kunne nemlig dermed sætte flueben ved mine mål om borgerinddragelse og fik borgerinput med i processen, siger Karoline Ek Olsen, der er udviklingsmedarbejder ved Plan og Udvikling og uddannet i offentlig administration og – med egne ord - stærkere til tal end til den dybere dialog. Den er de til gengæld gode til på biblioteket, hvor bibliotekets ansatte faciliterede inddragende processer og møder med borgere i forbindelse med klimahandleplanen.
- Som eneste klimamedarbejder i en kommune er det svært af finde tid til også at planlægge et borgermøde og få budskabet ud til borgerne. Alt det løste biblioteket, og jeg fik ekstra input retur, fordi biblioteket i forvejen involverer borgerne med alt fra en bæredygtighedsgruppe for kvinder til fremtidsværksteder med gymnasieelever.
Samarbejdet med andre fagligheder giver flere vinkler og flere kompetencer, hvilket er meget vigtigt, når man skal ramme mennesker, der jo også er forskellige, mener Karoline Ek Olsen.
- Vi når ikke i mål med klimaindsatsen, hvis vi ikke taler de forskellige sprog, borgerne taler, bruger forskellige platforme og bruger forskellige processer til inddragelse. Derfor er den tværfaglige tilgang essentiel.
Der er en grund til, at man i nogle kommuner er længere med borgerinddragelsen og den grønne omstilling. Det er fordi, man har bedt kulturinstitutionerne om hjælp til at inddrage borgerne.
Uden ejerskab opstår modstand
Dan Holt Højgaard er vicedirektør i DEMOCRACY X, der arbejder med at opbygge fællesskaber, der understøtter den grønne omstilling.
- Vi ved, at når vi bliver for tekniske i vores forklaringer om den grønne omstilling, så står befolkningen af, og så forstår de ikke, hvorfor der sker forandringer i deres lokalområde, og det kan skabe mere modstand. Hvis vi skal have befolkningen med, skal de føle ejerskab, og det kræver inddragelse af andre kompetencer end tekniske, siger han.
Hvis vi taler om arealanvendelse i forbindelse med den grønne trepart, så er det oplagt også at inddrage idrætsforeninger, fordi arealanvendelse – ud over klimaregnskabet - også kan handle om løberuter, cykelruter med videre, påpeger Dan Holt Højgaard.
- Forandringsprocesser handler om at lytte til folk. Der er en grund til, at man i nogle kommuner er længere med borgerinddragelsen og den grønne omstilling. Det er fordi, man har bedt kulturinstitutionerne om hjælp til at inddrage borgerne. Det er nøglen til den grønne trepart.
Få mere at vide om den grønne trepart
DM afholder i oktober et webinar, hvor du kan blive klogere på borgerinddragelse og tværfaglige samarbejder i forbindelse med den grønne trepart og klimahandleplaner. Læs mere om arrangementet og tilmeld dig via DM’s kalender her.
Relateret indhold
“At gå på museum er noget, man skal lære”
Bibliotekerne hædret for indsats
Kunsten skal turde sige magthaverne imod
DM kommer med anbefalinger til hvordan biosolutions kan imødegå klimakrisen
Fem konkrete anbefalinger skal styrke børns læselyst