Torsdag indgik regeringen og forligspartierne et såkaldt forligstillæg til kandidatreformen. Tillægget justerer den oprindelige aftale på flere punkter.
Det sidste punktum i kandidatreformen blev sat torsdag eftermiddag, da regeringen og forligspartierne forhandlede sig frem til et forligstillæg til reformen.
Konkret justerer forligstillægget den oprindelige aftale på flere punkter, bl.a.:
- Der indføres to nye modeller for erhvervskandidatuddannelser, én rettet mod STEM-uddannelser og én rettet mod humaniora og samfundsvidenskab
- Studerende på 75 ECTS-uddannelser skal ikke længere påbegynde deres uddannelse 1. august, men i stedet 1. september
- Der indlægges en evaluering af 2028-kandidatoptaget efter optagets afslutning i 2028.
Tillægget kommer, fordi forligspartierne bag reformen har insisteret på forbedringer.
Tillægget ændrer dog ikke på tidsplanen for implementering af reformen, ligesom der fortsat er risiko for, at op mod 20 procent af landets kandidatuddannelser bliver forkortede, fordi erhvervskandidatuddannelser, udenfor STEM- og it-området, sandsynligvis ikke vil kunne rekruttere nok studerende.
Det var i juni sidste år, at et politisk flertal indgik en aftale om reform af landets kandidatuddannelser.
Bag reformen står regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.
Forligstillægget
Læs forligstillægget på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
© Foto: Christian Geisnaes