Et politisk flertal på Christiansborg har indgået en politisk aftale, der realiserer den grønne trepartsaftale fra juni. DM-medlemmer kommer til at spille en central rolle i udmøntningen af aftalen.
Der er indgået politisk flertal om en grøn trepartsaftale, der bl.a. skal øge Danmarks skov- og naturareal, mindske CO2 og kvælstofudledning fra landbruget.
I DM’s faglige fællesskab DM Bio glæder næstforperson Lars Delfs Mortensen sig over aftalen:
”Det er glædeligt, at vi i Danmark har fået en forpligtende grøn trepartsaftale. Vi skal nu som samfund sikre, at aftalen bliver til virkelighed. Hér kommer DM’s medlemmer til at spille en nøglerolle, særligt dem i landets kommuner, styrelser, ministerier og i det private, fx landbrugs- og naturrådgivere, en nøglerolle.”
Lars Delfs Mortensen understreger, at aftalen kalder på bedre og mere opdateret data, så de reelle effekter på fx vandmiljøet kan måles mere præcist.
”Aftalen nødvendiggør også, at vi får renset ud i forældet lovgivning, som ellers risikerer at spænde ben for realiseringen af aftalen. Derudover oplever vi også at sagsbehandlingstiderne ikke altid harmonerer med naturens verden, hvorfor realisering kan trække i langdrag eller må opgives”, siger Lars Delfs Mortensen.
Den grønne trepartsaftale blev oprindeligt indgået i sommer mellem SVM-regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Bag den politiske aftale, som realiserer sommerens trepart, er regeringen, Socialistisk Folkeparti, LA, De Konservative og Det Radikale Venstre.
Læs aftalen her
Grøn trepart
Aftalen indeholder blandt andet:
- En CO2-afgift på landbruget på 120 kroner per ton CO2 fra 2030, som hæves til 300 kroner i 2035
- Reducering af kvælstofudledning med godt 14.000 tons årligt fra 2027
- Ambition om at øge Danmarks skovareal med 40 %, svarende til 250.000 hektar ny skov
- Udtagning af 140.000 ha lavbundsjorde til moser og enge