Kandidatudvalget har i dag offentliggjort en rapport om sit foreløbige arbejde med at implementere kandidatreformen, der blev vedtaget i juni 2023.
Selvom udvalget skal have afsluttet sit arbejde ved udgangen af oktober, er meget stadig uafklaret.
Fx er det uvist, hvordan de nye såkaldte korte kandidatuddannelser skal se ud, og hvilke uddannelser, der skal omlægges.
De modeller, der er lagt frem for nye erhvervskandidatuddannelser, vurderer et flertal af udvalgets medlemmer er uholdbare.
“Den enorme usikkerhed betyder, at 5.000 unge allerede ved optaget i 2025 reelt ikke aner, hvilke uddannelser de søger ind på, eller hvordan deres kandidatuddannelser kommer til at se ud. Det er ikke fair” udtaler chef for Politik og Presse i DM Mette Fjord Sørensen.
Stor uvished om uddannelseslandskabet
For unge, der starter på en bacheloruddannelse i 2025, 2026 og 2027 vil der forsat være stor uvished om uddannelseslandskabet. Det er 20 procent af de studerende, der alene i 2025 kan ende med at starte på universitetet uden at kende deres uddannelsesmuligheder og efterfølgende beskæftigelsesmuligheder.
“Der er behov for minimum et år mere til at implementere kandidatreformen. Både for de kommende studerende og for de ansattes skyld – men også i høj grad for at skabe mere sikkerhed omkring reformen,” siger Mette Fjord Sørensen.
Rapporten viser desuden, at det ikke er muligt indenfor de nuværende økonomiske rammer at realisere målsætningen om, at 20 procent af kandidatuddannelserne omlægges til erhvervskandidatuddannelser og 10 procent omlægges til 1 ¼- årige kandidatuddannelser, som det blev besluttet med kandidatreformen.
“I den politiske aftale har det aldrig været intentionen med reformen at halvere uddannelsen for hver 4. kandidatstuderende, men det kan blive en af konsekvenserne af de nuværende økonomiske rammer. Det er at spille hasard med de unges fremtid. Derfor skal de økonomiske bånd løsnes om reformen, så vi kan få skabt de erhvervskandidatuddannelser, som var ambitionen med den politiske aftale,” pointer Mette Fjord Sørensen.
Kandidatudvalget består af universiteternes rektorer, repræsentanter for de studerende og repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og har til opgave at konkretisere, hvordan den politiske aftale om reform af universiteternes kandidatuddannelser føres ud i livet.
Relateret indhold
DM: Rammer for kandidatreform bør genforhandles
Usynligt kulturarbejde koster også penge
© Lasse Martinussen