Pressemeddelelse fra DM den 2. marts 2023
SMV-regeringen har i dag præsenteret et udspil til en reform på uddannelsesområdet.
Udspillet har fået navnet ‘Forberedt på fremtiden I’ og lægger op til, at op mod halvdelen af kandidatuddannelserne skal forkortes fra 2-årig til 1-årige uddannelser.
DM-formand Camilla Gregersen siger om regeringens forslag:
- Det er stærkt bekymrende, at regeringen vil halvere så mange kandidatuddannelser. Det er forkert at sænke uddannelsesniveauet, for det får konsekvenser for både de unge, vores samfund og den samlede velstand.
- Vi er lykkedes med, at de studerende i løbet af studiet kommer i kontakt med arbejdsmarkedet under deres uddannelser, så det er lettere at komme i job efter studiet. Men når man forkorter tiden på kandidatuddannelserne, kan det arbejde ryge i vasken. Der er ingen studerende, der kommer lettere i arbejde ved, at man forkorter deres uddannelse.
- Vi mangler sygeplejersker, pædagoger og erhvervsuddannede, men vi får ikke flere af dem ved at forringe en række kandidatuddannelser. Tværtimod kan forslaget om 1-årige kandidater forværre søgningen væk fra professionshøjskoleuddannelserne - det har både Dansk Sygeplejeråd og Danske Professionshøjskoler også advaret imod.
- Vi har stærke videnstunge arbejdspladser i Danmark, der er afhængige af dygtige kandidater for at kunne klare sig i den internationale konkurrence. De er oppe imod virksomheder fra lande, der opruster på uddannelse af deres unge, netop så de står stærkere i fremtiden. Set i det lys giver det ingen mening at give vores unge en kortere uddannelse. Det vil svække Danmarks konkurrencedygtighed og på sigt formentlig kunne aflæses på BNP og i fremtidens velfærd.