Spring menu over

Firedages arbejdsuge: Forstå potentialet og udfordringerne

DM

© Morten Bengtsson

Del artikel:

Vores arbejdsliv bliver stadig mere fleksibelt, og firedages arbejdsugen vinder frem på mange arbejdspladser. Men hvordan gør man? Og hvilke faldgruber skal man som medarbejder være opmærksom på?

Opgør med hamsterhjulet, forlænget weekend hver uge og højere trivsel. Forventningerne til den firedages arbejdsuge er store, og de kan indfries.

Men det kræver arbejde og skarpt fokus på udfordringerne, siger Pernille Abildgaard. Hun er direktør og stifter af Take Back Time, der hjælper organisationer med at overgå til firedages arbejdsuge.

Fire tips til en succesfuld firedages arbejdsuge

”Det kræver, man tager livtag med hele måden, vi arbejder på,” siger Pernille Garde Abildgaard og understreger, at den firedages model, hun arbejder med reducerer arbejdstiden ned til fx 30 timer om ugen med samme løn. Hun tilføjer:

”Det magiske for virksomhederne opstår, når vi har en firedages arbejdsuge med færre timer, samme løn, men hvor vi når mere på den kortere tid, end vi før gjorde på 37 timer”

  1. Stram op på mødekulturen: Det vil sige kortere møder end Outlooks default. Derudover ingen lange møder og aldrig uden klart formål og agenda. Man bør også sikre, der er beslutningskompetencer til stede, så møderne får et klart output. Møder tager ofte den tid, der er afsat til dem
  2. Få styr på storrumskontoret: ”Storrumskontoret er paradoksalt, fordi det opfordrer os til at videndele, og endda så godt, at vi af og til videndeler for meget, og i værste fald afbryder og forstyrrer hinanden alt for meget” siger Pernille Abildgaard. Vi præsterer på et lavere niveau, hver gang vi bliver forstyrret, og det kræver et opgør.
  3. Vend mail-kulturen på hovedet: ”Mange af os har indbakken til at ligge og ose os op i hovedet dagen lang. Det er ét langt task-switching cost. Det dræber produktiviteten og trivslen og gør os langsommere, fordi vi hele tiden skal hoppe mellem mange forskellige opgaver, hvilket vores hjerne ikke bryder sig om,” forklarer Pernille Abildgaard.
  4. Giv (masser af) tid: Det kræver en stor indsats fra både arbejdsgiver og arbejdstager at skabe et arbejdsliv, hvor man når det samme på mindre tid. Værktøjerne og kulturen skal trænes over måneder eller endda år. Man kan starte med hver fjerde fredag fri og gradvist skrue op.

Husk medarbejdernes trivsel og behov

”Vi ser et stort trivselspotentiale i at give mulighed for større fleksibilitet i arbejdet på de arbejdspladser, hvor det er muligt, og hvor der er efterspørgsel. Det kan fx være i form af firedages arbejdsuge,” siger Janne Gleerup, arbejdslivsforsker på RUC.

”Men det er vigtigt, at inddrage medarbejderne og lave klare aftaler, der så vidt muligt tager hensyn til de forskellige behov, der kan være for både virksomheden og medarbejderne. For det handler om at styrke trivslen og værne om arbejdsfællesskabet. Nogle vil opleve det som stressende, hvis man skal nå det samme på kortere tid, og det kan gå ud over arbejdsmiljøet. Derfor opfordrer vi til en åben dialog mellem ledelse og tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter om, hvordan man griber omlægningen an.”

Brug for rådgivning om firedages arbejdsuge?

Har du spørgsmål til firedages arbejdsuge, så kontakt DM’s rådgivning om arbejdsliv og karriere på 38 15 66 00.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje