Spring menu over

Bibliotek støtter erhvervslivets grønne omstilling

Grøn Expo udstiller modeller, metoder, materialer og maskiner, som er med til at flytte verden i en grønnere og mere bæredygtig retning. Foto Kolding Bibliotekerne.
Del artikel:
Af Sabrine Mønsted

På Kolding Bibliotek kan de besøgende opleve bæredygtige opfindelser på udstillingen Grøn EXPO. Det er, ifølge bibliotekar og projektleder Kristoffer Harboe, vigtigt også at formidle de positive nyheder.

En plastikspand lavet af gamle fiskenet, reb af plastaffald og biobrændsel til fly lavet af presset strå er blot 3 af de mere end 40 bæredygtige produkter, der er udstillet på Kolding Bibliotek.

- Der bliver hele tiden udviklet nye produkter i virksomhederne, der fører os i en mere grøn retning. Det vil vi som bibliotek gerne sætte fokus på. Der er mange negative nyheder om klimaet, så vi vil gerne bidrage til at vise nogle af de positive historier og inspirere til mere af den slags, siger projektleder på udstillingen Grøn Expo, Kristoffer Harboe.

Grøn oplysning er et mål

- Som mange andre biblioteker er vi verdensmålcertificeret, og folkeoplysning om klima, grøn omstilling og bæredygtighed er et mål for os. Så da kommunes afdeling for bæredygtighed ikke længere havde plads til udstillingen Grøn Expo, var vi ikke i tvivl; den skulle fortsætte på biblioteket.

Udstillingen fylder tre reoler, et bord og en palle i voksenbiblioteket, hvor størstedelen af de årligt 350.000 besøgende kommer forbi, og man må røre ved de fleste af de udstillede genstande.

Udstillingen bliver også inddraget i de obligatoriske rundvisninger for folkeskole- og gymnasieelever, og virksomhederne bliver inviteret til at holde foredrag om deres opfindelser.

- Vi har fået helt nye samarbejder med både små, mellemstore og store virksomheder, som vi ikke tidligere har haft, siger Kristoffer Harboe og understreger, at formålet med udstillingen er oplysning og inspiration.

- Jeg skriver teksterne om produkterne, det handler om, hvad produktet kan, hvordan det er udviklet osv. Det er ikke reklame. Der er kontaktoplysninger, hvis man vil vide mere.

Hvad er kravene til produkterne for at komme med på udstillingen?

- Det skal blot være et produkt, som gør verden grønnere, end den var i går. Vi tager udgangspunkt i de fire “M’er”; maskiner, materialer, modeller og metoder. Det vil sige, at det udover et fysisk produkt også kan være nye forretningsmodeller, matematiske modeller eller nye bæredygtige arbejdsmetoder, siger Kristoffer Harboe og tilføjer, at det hovedsageligt er biblioteket, der henvender sig til virksomhederne, når de ser et nyt produkt. Det eneste, virksomheden skal gøre, er at sende deres produkt til udstillingen.

Det nyeste på udstillingen er en stor klump miljøvenlig bivoks, der kan bruges som ostevoks, der normalt er lavet af mineralsk olie.

- Det er fascinerede, hvad der er muligt. Som for eksempel virksomheden, der laver biobrændselspiller. Det er restproduktet af kornstrå, der presses og brændes, og ud af det kommer der biobrændsel til fx fly. Restproduktet, når biobrændselspillerne brændes, er kulpiller, der igen kan bruges som gødning på marken, der binder CO2 i jorden, siger Kristoffer Harboe.

 

Piller af restprodukt fra strå til biobrænsel. Udstillingen Grøn Expo er blevet til i samarbejde med Erhvervsgruppen Kolding, Bæredygtighedshuset samt forfatter Carsten Borch.

Følg Grøn EXPO

Linkedin

Hvis du eller din virksomhed vil udstille på Grøn EXPO kan I skrive til gronexpo@kolding.dk.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje