Spring menu over

Udflytning af uddannelser skader vidensamfundet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet var i midten af januar den sidste uddannelsesinstitution til at melde ind, hvilke studiepladser man vil flytte, og hvilke man vil skære ned på eller lukke i forbindelse med regeringens udflytningsaftale.

© Pressefoto

Del artikel:
Af Tina Splidsboel

Regeringens udflytningsaftale vækker bekymring hos DM og JA, der ser den som en spareøvelse, der kan få store konsekvenser for fremtidens forskningsmiljøer.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) skal tage til stilling, om de konsekvenser, aftalen om udflytning af studiepladser fra de større byer får, også afspejler intentionen i aftalen. Det bliver han bedt om at svare på, når han skal i åbent samråd om udflytning af uddannelser tirsdag den 8. februar.

I midten af januar meldte Aalborg Universitet ind som den sidste uddannelsesinstitution, hvilke studiepladser man har intentioner om at flytte, og hvilke man har planer om at skære ned eller lukke som et led i aftalen. Dermed har politikerne nu det fulde overblik over, hvordan aftalen om at udflytte eller nedskalere studiepladser fra de fire største byer kan implementeres.

Humaniora bliver nedskaleret markant

Som frygtet indeholder universiteternes indspil både lukning af uddannelser og markant nedskalering af humaniora og uddannelser under BIO-søjlen, der summer op til over 2.000 studiepladser. Mens andre over 2.500 studiepladser enten skal udflyttes helt eller delvist. Helt konkret berør planens første fase (fra 2022-2025) 4.551 studiepladser. Og det svarer til 6 procent af studiepladserne i 2019.

”Først og fremmest er jeg bekymret for hele udflytningsplanen, der desværre mest af alt minder om en spareøvelse på universitetsområdet. Når det så er sagt, så går min bekymring også på, at det vil destabilisere og ødelægge mange års oparbejdede forskningsmiljøer og videnscentre, som det vil tage årevis at bygge op igen. Med en lukning af både humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige uddannelser indenfor BIO – og en markant udtynding af stort set alle de humanistiske uddannelser – så kan det ikke andet end at gå udover forskningen og de faglige miljøer på de berørte områder,” siger Camilla Gregersen, der er formand for DM.

DM foreslår grundig evaluering af første fase

Også hos JA vækker udflytningsaftalen bekymring, da nedskaleringen af uddannelser også vil betyde færre uddannede indenfor en række naturvidenskabelige fag.

”Konkret tænker jeg på behovet for mange flere grønne job – op til 70.000 i 2030, og her vil der være en del akademiske job, der kræver viden indenfor bioteknologi, naturressourcer, geologi, miljøvidenskab og fødevarevidenskab som eksempler på uddannelser, der leverer nødvendige kandidater til den grønne omstilling. Derfor skal man passe på med at nedskalere for mange uddannelser på naturvidenskab,” siger Gertrud Knudsen, der er formand for JA.

DM foreslår derfor helt konkret, at der i den endelige aftale bliver stillet et krav til en grundig evaluering af første fase for at se, om planen er levedygtig både i forhold til nedskaleringen og i forhold til udflytningen og de nye udbud. Evalueringen skal afgøre, om der skal justeres i fase ét, og om der overhovedet skal igangsættes en fase to.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje