Er du senior og på jagt efter et nyt job? Her får du gode råd til jobsøgningen.
Gør ikke alder til et tema i jobansøgningen
Du kan desværre opleve at støde på fordomme, når du søger job som senior. Derfor kan det måske være fristende at skrive i ansøgningen, at du altså ikke er en af dem, hvor alderen trykker. Det er imidlertid en farlig tankegang, at alder i sig selv skulle være et problem for ens evner. Ved at gøre det til et tema i din jobsøgning, risikerer du at problematisere dine evner som senior, og måske kommer du endda selv til at tro på sammenhængen.
I stedet kan du i ansøgningen fokusere på:
- at tale om fremtiden. Hvilke ideer har du til, hvordan opgaverne kan løses? Hvordan forestiller du dig, at du har været med til at videreudvikle stillingen om et par år?
- hvad er du særligt nysgerrig på og har lyst til at lære mere om?
- hvad er din motivation for at søge jobbet?
- hvordan kan du være med til at løse de udfordringer, som netop denne arbejdsgiver har?
Du kan læse flere gode råd til jobansøgningen
Det gode CV
Jo flere år, man har haft på arbejdsmarkedet, jo flere erfaringer har man at fortælle om. Men hvis man ikke formår at begrænse sig, er det med risiko for, at budskabet drukner, og arbejdsgiveren ikke kan få øje på det gode match.
Når du disponerer dit CV, så tag derfor udgangspunkt i det enkelte job og tænk over:
- hvilke kompetencer er de mest relevante for stillingen?
- hvilke af dine erfaringer understøtter bedst den relevante profil?
- og endelig: Hvad skal på den baggrund med i CV’et, og hvad kan undlades?
Det gør det nemmere for arbejdsgiver at skimme cv’et igennem og afkode dine relevante kompetencer og erfaringer. Og det viser din forståelse af ”forretningen” og jobbet, som du søger.
Som medlem kan du få feedback på dit CV, ansøgning og LinkedIn-profil.
Kom med i et netværk
Sidder du med oplevelsen af, at der kunne gøres mere for at undgå aldersdiskriminering på det danske arbejdsmarked, så har du nok ret. Det kan være frustrerende at opleve. Hvis du har mod på at engagere dig ved siden af jobsøgningen, så kan du fx:
- blive en del af DM’s medlemsnetværk “Meningsfuld SenKarriere”, som udveksler erfaringer og arbejder på at forbedre vilkårene for seniorer på arbejdsmarkedet.
- deltagelse i netværket kan også være en vej til at involvere sig i DM, der søger at modarbejde alle former for diskrimination på arbejdsmarkedet.
Mere om DM's netværk og dine muligheder for at starte et nyt.
Kilde: Thomas Graversen, karriererådgiver i DM