I dag lancerer DM, DSL og JA det faglige fællesskab BIO, der vil inspirere til, at grønne fagligheder samles, vidensdeler og debatterer det, der rører sig.
DM, JA og DSL har besluttet at arbejde hen imod en sammenlægning af de tre foreninger fra 2023. Første skridt er allerede taget, da foreningernes sekretariater fra 1. januar 2022 er slået sammen til ét. Næste skridt bliver at få styrket de faglige tilbud inden for miljø, natur, landskab og fødevarer. Det sker ved at skabe et særligt område, nemlig: BIO.
Sammen lancerer vi BIO
BIO er et fagligt hjemsted for dem, der er uddannede eller arbejder inden for områder som miljø, natur, fødevarer, bymiljøer/-udvikling, landbrug, bæredygtighed og beslægtede fagområder samt forvaltning af disse.
BIO er et levende fagligt fællesskab, der tager udgangspunkt i medlemmernes arbejdsliv, og fremmer deres omdømme og karrieremuligheder.
BIO vil tilbyde brede konferencer, fagligt målrettede webinarer, kurser, virksomhedsbesøg og foredrag, faglige netværk, et digitalt samlingspunkt og digitale og fysiske fagmedier – alt sammen baseret på solid indsigt i medlemmernes fagområder.
"BIO er vores fælles nye flagskib", fortæller formand for DM Camilla Gregersen.
"Vi vil gerne gøre mere på det grønne område, fordi miljø-, klima- og biodiversitetsudfordringerne er store og vigtige emner. Jeg håber, at BIO kan være et forum og forhåbentligt også et fællesskab for alle, der arbejder med det grønne område i bred forstand, så både miljøorganisationer, forskningsmiljøer, jordbrugserhverv og natur- og miljøforvaltere får sat deres viden i spil sammen", siger DM-formanden.
JAs formand, Gertrud Knudsen, ser også frem til samarbejdet og glæder sig over at få en stor og professionel organisation i ryggen.
"Vores medlemmers indsats er helt afgørende for at kunne levere på det grønne område, hvor miljø-, klima- og biodiversitetsudfordringerne er store – og regeringens ambitioner er heldigvis også løftet. Det nye samarbejde skal understøtte medlemmernes faglige identitet og helt centralt står BIO, der skal være med til at profilere medlemmernes faglighed og arbejdsfelt udadtil – og gerne være dagsordensættende inden for det grønne område", siger JAs formand.
Ønsket om en stærk faglig søjle går igen hos alle tre formænd. Henrik Steffensen Bach, der er formand for DSL, lægger vægt på, at samarbejdet vil betyde en styrket profilering og endnu flere tilbud, der er tilpasset medlemmer med en grøn uddannelsesbaggrund. Han håber, at en stærk faglighed vil give øget profilering af de grønne uddannelser i bred forstand, og at uddannelser og karriereveje vil stå stærkt i relation til de unges uddannelsesvalg.
"Det er samtidig vigtigt for os at holde fast i vores faglige identitet og styrke fagligheden. Det gør vi bedst i et samarbejde med de andre stærke grønne profiler", siger DSL-formanden.
BIO giver mulighed for at samle de grønne fagligheder på tværs. Fagligheder, der skal være med til at løse den fremtidige efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft inden for store dagsordener som sundhed, livskvalitet, byrum, klima, biodiversitet og bæredygtige ressourcer.
Velkommen til BIO!