Få konkrete råd til at håndtere stress blandt dine medarbejdere. Som medlem af DM og leder får du nu adgang til et nyt e-læringsmodul, som hjælper med at håndtere og forebygge stress.
Stress er desværre en almindelig årsag til mistrivsel, sygemeldinger og dårligere resultater på arbejdspladsen.
Derfor er det vigtigt, at du som leder kender dit ansvar og dine handlemuligheder, når stress opstår blandt dine medarbejdere.
Du spiller en afgørende rolle som leder
Som leder spiller du nemlig en helt afgørende rolle i håndteringen af stress. Derfor får du nu som medlem af DM og leder adgang til et nyt e-læringsmodul, der er udviklet af organisationspsykolog Marie Kingston.
Hvordan kan modulet hjælpe ledere, der har medarbejdere, som er ramt af stress eller på vej til det?
”Modulet hjælper med viden om stress og giver konkrete værktøjer målrettet ledere. Som leder spiller du en afgørende rolle for, om og hvordan stress udvikler sig, og hvor alvorligt det udvikler sig. Med modulet får du værktøjer til, når medarbejderen går på arbejde med stresssymptomer, under en sygemelding og efter en sygemelding”, siger Marie Kingston.
Formand for lederne i DM, Nina Hallgren, siger om e-læringsmodulet:
”Det giver god mening at have et e-læringsmodul om stresshåndtering for vores ledermedlemmer, da en stresssygemelding blandt medarbejdere kan opstå når som helst, og der er det rart at have adgang til konkrete værktøjer i det øjeblik, man har brug for det”, siger hun og uddyber:
”Marie Kingstons arbejde er på samme gang utrolig velfunderet og brugbart i praksis, og man kan som leder føle sig tryg omkring, at de værktøjer, man får præsenteret er forsknings-og evidensbaserede”, siger hun.
Ledere kan blive handlingslammede
Marie Kingston har selv oplevet, hvordan flere og flere ledere oplever stress hos medarbejderne. Men også, at mange ledere famler en smule, når de skal håndtere stress.
”Stress er en udfordring mange ledere møder i dag, og som der er et stort behov for at gøre noget ved. Men mange ledere ved ikke præcist, hvordan de skal håndtere stress og kommer i tvivl og bliver handlingslammede”, siger hun og uddyber:
”Når lederen står i den aktuelle situation med en stressramt medarbejder, er der behov for en tilgængelig værktøjskasse. Modulet giver dig konkret og handlingsanvisende hjælp, når problemet opstår, og du vil handle hurtigt”
I modulet får du viden om:
- Hvordan stress udvikler sig
- Hvilke tegn, du som leder skal holde øje med blandt medarbejderne
- Værktøjer, når du skal håndtere lettere stresssymptomer og mere alvorligere stressforløb
- Hvordan du håndterer sygemeldinger med stress.
Prøv modulet
Prøv det nye e-modul, der giver dig bedre forudsætninger for at håndtere stress.