Spring menu over

OK21: Forbedringer på de højere uddannelses- og forskningsinstitutioner

Del artikel:
Af Troels Mørk

Overenskomstforliget for statsansatte indeholder også en række forbedringer specifikt på de højere uddannelses- og forskningsinstitutioner. Dem får du et overblik over her.

Read this news in English

DM’s formand, Camilla Gregersen, har været delegationsleder og ledt forhandlingerne på universitetsområdet på vegne af samtlige AC-organisationer.

Læs her, hvilke forbedringer, der er opnået på tillæg til lektorer og seniorforskere, forbedring af barselsvilkår i tidsbegrænsede stillinger, fx. ph.d., post.doc’s og adjunkter, og læs om overenskomstdækning af timelærere.

Forbedringerne er finansieret af en aftale om udmøntning af de midler, der tidligere var bundet til tillæg i den nu ophævede stillingskategori som professor MSO.

Forbedringer på barsel/adoption for ph.d., post.doc, adjunkt m.fl. i tidsbegrænsede stillinger

For tidsbegrænsede ansatte videnskabelige medarbejdere med forskningsopgaver (fx ph.d., adjunkt/forsker og post.doc) er der aftalt forbedring af vilkår under barsel og adoption. Forbedringen betyder, at ansatte, der er på barsel, fremover forbliver uafbrudt i ansættelsen og med løn under hele barsels- og adoptionsfraværet og den efterfølgende forlængelse, uanset hvornår barslen ligger.

Tidligere har det været sådan, at udløb af en tidsbegrænset ansættelse under barsels- og adoptionsfravær førte til, at den ansatte mistede retten til løn under barsel og adoption under en del af fraværet og skulle genansættes efter barsels- og adoptionsfraværet.

Ændringen er en tiltrængt forbedring, fordi den gør op med den urimelige forskel, der lå i de tidligere regler, hvor vilkårene for løn under barsels- og adoptionsfravær reelt var forskellige afhængigt af, om fraværet lå i starten eller slutningen af en tidsbegrænset ansættelse.

Ændringerne gælder i universitetsstillingsstrukturen, sektorforskningsstillingsstrukturen, ABM-stillingsstrukturen, GEUS-stillingsstrukturen, Forsvarsakademiets stillingsstruktur og stillingsstrukturen for de kunstneriske uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet (Det Kongelige Danske Kunstakademi for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen i Aarhus og Designskolen i Kolding).

Tillæg for lektorer, seniorforskere, projektseniorforskere og seniorrådgivere

De generelle stigninger i lønnen ligger på 4,42 procent over den treårige overenskomstperiode, og er ens for alle overenskomstansatte. Parterne er derudover enige om et skøn for reguleringsordningen, så forventningen er, at den samlede generelle lønstigning bliver på 5,05 procent.

Derudover får lektorer, seniorforskere, projektseniorforskere og seniorrådgivere ved de højere uddannelses- og forskningsinstitutioner en stigning i det generelle tillæg, der svarer til 2.405 kroner årligt, så det kommer op på 100.612 kroner årligt.

Denne forbedring gælder lektorer, seniorforskere, projektseniorforskere og seniorrådgivere under universitetsstillingsstrukturen, sektorforskningsstillingsstrukturen, ABM-stillingsstrukturen, GEUS-stillingsstrukturen, Forsvarsakademiets stillingsstruktur og stillingsstrukturen for de kunstneriske uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet (Det Kongelige Danske Kunstakademi for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen i Aarhus og Designskolen i Kolding).

Aftale om vilkår for forfremmelsesprogram

For lektorer/seniorforskere, der indgår i det nye forfremmelsesprogram til professor i universiteternes stillingsstruktur, er der aftalt et tillæg på 50.081 kr. årligt, som ydes ud over lektortillægget.

Denne del af aftalen gælder kun på universitetsområdet.

Timelønnede bliver endelig overenskomstdækket

Efter mere end 20 års kamp har DM opnået forhandlings- og aftaleret for de timelønnede ansatte undervisningsassistenter ved universiteter m.fl.

Det betyder, at timelønnede undervisningsassistenter bliver dækket af aftalen om eksterne lektorer ved universiteterne, og at de timelønnede undervisningsassistenter på en række punkter opnår forbedringer med samme vilkår som eksterne lektorer.

Det gælder fx muligheden for at aftale tillæg ud over timelønnen, bedre vilkår i forbindelse med barsel og adoption, løn under sygdom og samme muligheder for frihed til pasning af sygt barn ved barnets anden sygedag, som gælder for øvrige overenskomstansatte. Endvidere omfattes de af samme afskedigelsesregler og opsigelsesvarsler som øvrige overenskomstansatte.

Timelønssatsen og forberedelsestiden fastholdes for undervisningsassistenter og skrives ind i aftalen om eksterne lektorer.

Aftalen dækker undervisningsassistenter ved universiteter og videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet (Det Kongelige Danske Kunstakademi for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen i Aarhus og Designskolen i Kolding).

DM’s formand, Camilla Gregersen, siger om forbedringerne på de videregående uddannelser.

”Jeg er meget glad for, at vi har lavet en aftale, som forbedrer vilkårene under barsel og adoption for ph.d.-studerende, post.doc.’ere, adjunkter m.fl. i tidsbegrænsede stillinger. Det bidrager positivt til at øge ligestillingen i karrieremulighederne, så både yngre kvinder og mænd får muligheder for at gøre forskningskarriere, også når de får børn.”, siger hun.

Hun har også kæmpet en hård kamp for at få løftet lønnen for lektorer og seniorforskere m.fl.

”Jeg er i den grad tilfreds med, at det er lykkedes at løfte lønnen for samtlige lektorer og seniorforskere m.fl. - det har jeg og DM arbejdet intenst for. Jeg skulle virkelig kæmpe ved forhandlingsbordet for, at dette tillæg gik igennem. Vi har fundet det vigtigt, at en stor gruppe fik et løft på lønnen. Samtidig at der er landet en aftale om vilkår for lektorer, som bliver omfattet af det nye forfremmelsesprogram i universiteternes stillingsstruktur”, siger hun og uddyber:

”Og så er jeg selvfølgelig lettet over, at det langt om længe er lykkedes at overenskomstdække timelønnede undervisere ved universiteterne og i samme ombæring få landet nogle konkrete forbedringer for dem. Det er er vigtigt skridt i kampen for at forbedre vilkårene for denne gruppe, at vi har fået anerkendt forhandlings- og aftaleretten.”

De kommende uger og frem mod urafstemningen vil vi uddybe resultaterne mere indgående og holde informationsmøder, hvor vi gennemgår resultaterne i detaljer.

Læs mere om OK21

Få overblik over det samlede resultat for alle statsansatte.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje