Evaluering af forskningsaktiviteter på erhvervsakademier og professionshøjskoler viser, at praksisnær forskning har sin berettigelse. Men forskningsopgaverne skal ikke være løsrevet fra undervisningsmiljøerne, skriver Tommy Dalegaard Madsen, formand for underviserne på professionshøjskoler og erhvervsakademier i DM, i debatindlæg i Altinget.
Det er i den grad lykkedes professionshøjskoler og erhvervsakademier at koble forsknings- og udviklingsaktiviteter tæt til uddannelserne.
Det er hovedkonklusionen i ny evalueringsrapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Evalueringsresultatet er virkelig sød musik i en undervisers ører og viser, at de intentioner, der var med institutionsloven fra 2013, nytter noget.
Men jeg glæder mig ikke kun på undervisere og studerendes vegne.
For et tæt samspil mellem forskning og studieaktiviteter under uddannelserne styrker kvaliteten af de uddannelser, der udklækker fremtidens velfærdsarbejdere.
Stigende forskningsaktiviteter
Konkret viser evalueringsrapporten, at andelen af projekter og publikationer på professionshøjskoler og erhvervsakademier er steget markant de sidste fem år.
Karakteristisk for flere af forskningsaktiviteterne er, at de er udfordringsbaserede og dermed ikke kun til gavn for uddannelsernes vidensgrundlag, men i stor udstrækning også er til gavn for praksis som for eksempel pædagogiske institutioner, skoler, hospitaler og virksomheder.
I en tid med boom i de yngste og ældste årgange i vores samfund har vi brug for stærke uddannelser og kandidater, der kan udvikle velfærdsarbejdet.
Derfor er det særdeles opmuntrende at se, at uddannelsesinstitutionerne stødt og roligt får banket deres aktivitetsniveau op.
For forskning og udvikling kommer velfærd og erhverv til gode både på kort sigt i kraft af projekternes praksisforankring og konkrete videnomsætning og på den længere bane i form af styrket uddannelser og stærke dimittender.
Pas på med elitær forskningsdiskurs
Men der er også mislyd i skønsangen.
For når jeg kigger bredt på institutionernes forsknings- og udviklingspraksis, tegner der sig desværre igen et mønster af, at der sker en organisatorisk adskillelse.
Der er på ny steder, hvor der decideret er blevet oprettet selvstændige forskningsafdelinger helt løsrevet fra de uddannelsesmiljøer, som i første omgang udgør områdets forsknings- og udviklingsforpligtigelse.
Det er en reel udfordring.
Samtidig er der eksempler på, at udviklingsforståelsen må vige for en elitær forskningsdiskurs. Når udviklingsarbejdet sættes i baggrunden, kan det indsnævre forskningen til kun at være et privilegie for de få.
Og at lektorer og adjunkter kun får adgang til forskningsopgaverne, hvis deres forskningsidéer er støttet af private fonde eller har særlig politisk bevågenhed.
Det er selvfølgelig malurt i bægeret, men samtidig er det problemer, som bør kunne løses lokalt på uddannelserne.
Jeg mener, det er uhyre vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne har blik for, at stærke uddannelsesmiljøer med forsknings- og udviklingsaktiviteter tæt på øger udbyttet for de studerende og er med til at sikre, at de får en faglig opdateret undervisning, der er baseret på den nyeste forskning.
Derfor nytter det ikke noget, at opgaverne med forsknings- og udviklingsaktiviteter samles på enkelte undervisere. Opgaver må tværtimod involvere en bred skare af undervisere.
Fokus på de mindste børn
Evalueringen viser overordnet, at sektoren har bevist, at den er opgaven voksen.
Derfor mener jeg også, det er tid til at videreudvikle den samfundskontrakt, man indgik, da man gav professionshøjskoler og erhvervsakademier forskningsforpligtelsen.
Sidste efterår indgik man på Christiansborg en bred aftale om fordelingen af forskningsreserven for 2020 og var enig om, at der skal kigges til den pædagogiske forskning, der retter sig mod de mindste børn.
Det må nødvendigvis blot være de første spæde signaler om, at grundbevillingerne til områdets forsknings- og udviklingsaktiviteter skal hæves.
For sammenlignet med det fokus, der har været på at styrke den tekniske og naturvidenskabelige forskning gennem årtier, er det påfaldende, så lidt opmærksomhed den sociale og pædagogiske forskning har fået i samme periode.
Og det til trods for enigheden om, at det er helt nødvendigt at stimulere undervisningen på for eksempel pædagog-, lærer- og socialrådgiveruddannelserne.
Sektoren har været god til selv at øge volumen i kraft af en stigning i ekstern finansiering fra cirka 40 procent i 2013 til cirka 60 procent af de samlede aktiviteter i 2018.
Men i samme periode er den offentlige finansiering af institutionernes forskningsaktiviteter stagneret på omtrent fire procent af de samlede offentlige forskningsbevillinger.
Tid til investeringer
Mit bud på en fornyelse af samfundskontrakten er, at man kontant anerkender den seriøsitet, som institutionerne er gået til opgaven med.
Det må gøres ved at lægge finansiering bag ambitionerne om at løfte kvaliteten på de professions- og erhvervsrettede uddannelser til det ønskede niveau.
Det indebærer, at der ud over taxameterbevillinger målrettet uddannelserne også formuleres flere strategiske forskningssatsninger og at der, som i anden programforskning, udvikles råds- og puljemidler, som understøtter kvalificeringen af de forskningsopgaver, der skal løses i tilknytningen til disse satsninger.
Professionshøjskoler og erhvervsakademier er et vigtigt fundament i vores velfærdssamfund.
Derfor skal det også blive endnu mere attraktivt at søge ind på de professionsrettede og erhvervsrettede uddannelser.
Den nye regering har vristet Danmark fri af årelang ørkenvandring med besparelser på uddannelsesområdet. Nu er det tid til investeringer, og velfærdsuddannelserne må stå forrest i køen.
