Lørdag den 2. marts var en række af landets dygtigste foredragsholdere og eksperter samlet for at fortælle om det, der optager dem, og give deres viden videre. Få indblik i de spændende eksperter og deres viden, der fyldte rummet.
DM’s formand, Camilla Gregersen, og Clement Kjærsgaard, tv-vært, skribent og foredragsholder, åbnede årets Vidensfestival og talte om vigtigheden af viden, og hvorfor det er afgørende at prioritere og investere i viden.
Dansk Magisterforening samarbejder med Ræson og Clement Kjærsgaard om den årlige Vidensfestival, fordi vi gerne vil give medlemmerne mulighed for at suge den spændende viden til sig med billetter til en favorabel medlemspris.
Efterspørgsel på vores data og opmærksomhed
Professor i filosofi, Vincent Hendricks, problematiserer den kamp om vores opmærksomhed, der eksisterer i dag. Hvad er vores rolle som privatpersoner i en verden, hvor vores data og opmærksomhed er produktet. I informationstidsalderen, som vi lever i, er der knaphed på vores opmærksomhed, og der er rift om den. Med en gratis profil på sociale medier bliver brugeren til produktet, og det er vores opmærksomhed og data, der bliver solgt.
Vidensfestival er som 'et hjernebad'
DM-medlem, Lise Andersen, har deltaget i Vidensfestivalen siden den startede. I år deltog hun sammen med hele tre generationer i familien: Hendes mor, søster og deres to døtre.
”Det er en fantastisk dag at komme og bare få lov til at sidde ned og lytte til alle de kloge mennesker og få en masse nye input,” fortæller hun.
Lise Andersen oplever, at Vidensfestivalen giver hendes en masse nye perspektiver på aktuelle problematikker og ny viden på områder, hun ikke har så meget kendskab til.
”Man bliver virkelig stimuleret og får inspiration – det er ligesom et hjernebad”, siger hun.
Feministisk debattør giver modsvar til myte om køn
Emma Holten, der er feministisk debattør og foredragsholder, blev i 2014 kendt for at tage til genmæle mod hævnporno. På Vidensfestivalen gik Emma i kødet på Joachim B. Olsens udtalelse om 'at der er en naturlig kønsopdeling på arbejdsmarkedet'. Hun tilbageviste hans påstand med eksempler fra jagttiden og forklarede, hvordan myter påvirker os den dag i dag.
Emma Holten trådte på Vidensfestivalen frem igen, efter hun har taget en pause fra den offentlige debat.
”Der har været stille, mens du har været væk. Det har kunnet mærkes”, sagde Clement.
Forfatters kamp med personlig bog og med sig selv
Peter Øvig Knudsen gav en rørende fortælling om hans nye bog ”Min mor var besat”. En bog der tager fat om hans deprimerede og personlighedsforstyrrede mor og om hans eget møde med mørket, der trådte frem, da han var i gang med at skrive bogen.
Pas på din digitale sundhed
Imran Rashid, der er læge og forfatter til bøgerne ”Sluk” og ”Offline”, problematiserer den måde det digitale indtog påvirker os mennesker. Han mener, at digital sundhed er noget, der skal tages alvorligt, fordi teknologien former menneskers adfærd og dermed vores helbred. Han er optaget af, hvordan vi kan passe på os selv i en verden, hvor det konstant banker på med fx notifikationer på telefonen og mulighed for at følge med i begivenheder rundt om i verden, når vi ellers skulle ligge og sove.
Andre inspirerende foredragsholdere
Udover de fremhævede foredragsholdere var en række andre spændende personer på programmet:
- Phie Ambo, filminstruktør
- Kathrine Wiedemann, teaterinstruktør
- Anja Dalgaard-Nielsen, chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og Lotte Lund, journalist. Sammen er de forfattere til bogen "Tryg i en terrortid".
- Sofie Gråbøl, skuespiller
- Jeanette Varberg, arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet
- Sebastian Mernild, klimaforsker
- David Vestenskov, konsulent ved Forsvarsakademiet
- Lars Bukdahl, anmelder og digter
- Kristina Stoltz, forfatter
- Jesper Tynell, journalist
Kom med til næste års Vidensfestival
Du kan allerede nu sikre dig billetter til næste års Vidensfestival lørdag den 14. marts fra kl. 10-21.
Som medlem af DM får du billetten til kun 295 kroner (normalpris 495 kroner), og du kan tage en ledsager med til samme nedsatte pris!
Som studerende medlem af DM kan du deltage for kun 150 kroner, og du kan tage en ledsager med til samme rabatpris.
Læs mere og køb billetter her