Der var disket op til en herlig aften flere steder i landet, da forskere, formænd og fremtiden tog scenen til Dansk Magisterforenings nytårskur 2019. DM’s fotograf var på pletten i København.
Igen i år inviterede DM sine medlemmer til nytårskur. I anledning af DM’s 100 års fødselsdag blev der afholdt nytårskur i fire byer. Aarhus, Aalborg, København og Odense satte alle scenen for en aften, der stod i fremtidens tegn.
Sådan gik det til i København den 24. januar…
Efter DM’s formand Camilla Gregersen åbnede ballet med sin nytårstale, blev vinderne af DM’s to forskningspriser præsenteret for de gæstende medlemmer. Priserne uddeles som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. I år er det 12. gang, priserne uddeles.
Det var fysiker Kristine Niss, professor MSO på RUC, og forskningsleder Lasse Horne Kjældgaard, professor på RUC, der trådte på scenen for at modtage publikums hæder. Her greb de begge mikrofonen for at dele resultaterne af deres forskning med medlemmerne.
Læs mere om deres prisvindende forskning her:
På scenen kom også internationalt anerkendte fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Hun startede med at interviewe de to prisvindere om deres forskning, og derefter sektorrepræsentanterne Julia Hunt, formand for DM Privat og selvstændige og Ronja Ravnskov, formand for DM Studerende.
Liselotte gav på aftenen inspiration til, hvordan man selv kan lære at spotte trends og tendenser for fremtidens arbejdsmarked. Det gjorde hun ved hjælp af bizarre videoindslag om en hund der bliver bortført af en drone, en trommeslager der spiller med robotarm, famøse Donald Trump-citater og noget så retro som en DR-programoversigt fra 80’erne.
Undervejs interagerede hun med nogle af medlemmerne, hvilket resulterede i en guldkaramel, til dem der var modige nok til at hæve mikrofonen og tale om deres eget arbejdsliv.
Til sidst var det publikums tur til at spå om fremtiden. Liselotte Lyngsø bad medlemmerne om at gribe smartphonen og downloade en app, der var skræddersyet til aftenens formål. På den kunne publikum stemme på de tendenser de mente, de kunne forudse for fremtiden, hvilket førte til livlig debat blandt stolerækkerne.
En aften med grin, hygge, god mad og champagneglas hævet højt blev rundet af i samme stil, som den begyndte: Formanden Camilla Gregersen konkluderede på aftenens begivenheder med en sidste skål og godt nytår til alle.