Spring menu over

Professor i makroøkologi ved KU og professor i klassisk arkæologi ved AU tildeles DM’s Forskningspriser 2019

Del artikel:
Af Elisabeth Bitze Jensen

Dansk Magisterforening uddeler for 13. gang DM’s Forskningspriser til to forskere, der på særlig vis har bidraget indenfor deres felt af henholdsvis naturvidenskab og humaniora og samfundsvidenskab. Med prisen, der bliver uddelt på baggrund af indstillinger fra forskerkollegaer, følger 50.000 kroner.

I år går priserne til professor i makroøkologi og medlem af Globe Institute ved Københavns Universitet, Carsten Rahbek, og professor i klassisk arkæologi og leder for Grundforskningscenteret Urban Network Evolutions ved Aarhus Universitet, Rubina Raja.

”Det er en særlig ære at få tildelt DM’ forskningspriser, da det er forskerkollegaer, der indstiller vinderne og hædrer dem for en ekstraordinær indsats. Jeg er stolt af, at vi har så stor en skare af talentfulde forskere i Danmark, og at vi har mulighed for at hylde dem med denne pris for 13. gang”, siger Camilla Gregersen, formand for DM.

Rubina Raja fremhæver ligeledes æren i at blive indstillet af sine forskerkollegaer.

”Jeg er dybt beæret over at være blevet tildelt DM’s Forskningspris 2019. Prisen opfatter jeg som en kollegial anerkendelse af den forskning og formidling, som jeg har foretaget over de sidste mange år – ofte sammen med mine forskergrupper, som fortjener stor ros og opmærksomhed”, siger Rubina Raja.

For Carsten Rahbek er det også afgørende at være blevet indstillet til prisen af sine kollegaer.

”I en verden af forskning hvor vi konstant evalueres og kritiseres, med god grund og som en vigtig del af kvalitetssikring, er det så vigtigt, at vi husker at sætte pris på hinanden. Og det kan man virkelig sige, at denne pris er med til”, siger Carsten Rahbek.

Mangfoldighed i dyreverdenen og kortlægning af naturlove

De to vindere af DM’s Forskningspriser 2019 kan på overfladen virke meget forskellige – den ene studerer biodiversitet i dyreverdenen på baggrund af computerprogrammer, mens den anden deltager i udgravninger af oldtidsbyer og kæmper for den syriske kulturarv.

Men de har begge en fremadsynet tilgang til deres forskning. De bidrager til, at vi bedre kan forstå konsekvenserne af vores handlinger i et fremtidigt perspektiv ved at studere nutiden og fortiden som en bærende del af den udvikling, vi skal igennem som klode.

Hos Carsten Rahbek er det fremtiden for vores dyrearter og klimaforandringernes konsekvenser for dyrelivet, der prioriteres, da hans forskningsområde beskæftiger sig med dyrearters udviklingshistorie og biodiversitet i forskellige områder på kloden.

Hans forskning vil kunne bidrage til, at et områdes mulige artsdiversitet kan kortlægges, og det er hans ambition at finde og beskrive de underliggende naturlove, der bestemmer biologisk liv.

”Vi har brug for bedre og mere sikre modeller for de naturlove, der bestemmer biodiversitet og fordelingen af liv på jorden. Vi kan se, at evolution spiller en stor rolle sammen med klima, for hvilke arter findes hvor, og noget tyder på, at livet er sværere at slå ihjel, end vi før har troet”, siger Carsten Rahbek.

Dette kan blandt andet bidrage til at kortlægge og forhåbentlig modarbejde nogle af de mere truende effekter af klimaforandringer, ved at vi bliver mere bevidste om, hvordan arterne har udviklet sig sammen med omgivelserne over tid.

Fortidens kriser kan lære os at håndtere fremtidige konflikter

Rubina Raja har som arkæolog mennesker og civilisationers udvikling som sit primære forskningsfelt. Hun har i mange år beskæftiget sig med tværfaglig forskning, der har til formål at forstå de processer, der kan lede til, at nogle samfund overlever, mens andre forgår. Vi kan nemlig lære meget af fortidens kriser i håndtering af fremtidige konflikter.

”Ved at studere døde samfund kan vi træde et skridt tilbage og se samfundsmæssige sammenhænge på en helt anden og måske mere objektiv måde. Og ofte kan man bruge nogle af de konklusioner til at forstå, hvordan det er, vi lever i dag", fortæller hun.

Rubina Raja har blandt andet brugt sin forskning i praksis til at iværksætte et projekt for at bevare kulturarv fra oldtidsbyen Palmyra i Syrien, der har lidt under den årelange krig i området.

Vil du vide mere om vinderne?

Se videoer med de to vindere og få indblik i, hvordan deres hverdag ser ud.

Læs mere om Rubina Rajas forskning

I Magisterbladets artikel fortæller Rubina Raja mere uddybende om sit forskningsområde.

Læs mere om Carsten Rahbeks forskning

Få større indblik i Carsten Rahbeks forsking i Magisterbladets interview med ham.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje