Dansk Magisterforening og Ældre Sagen foreslår en ny model for seniorførtidspension, som vil give nedslidte langt bedre mulighed for at stoppe på arbejdsmarkedet med værdighed.
Nedslidning forekommer på tværs af brancher og uddannelser. Det er derfor nødvendigt at tænke i løsninger, der sikrer alle nedslidte en værdig mulighed for at trække sig tilbage, lyder det fra Ældre Sagen og Dansk Magisterforening.
- Der er behov for løsninger, som hjælper alle nedslidte, uanset om man er ramt på krop eller psyke og uanset fag eller branche. Folkepensionen skal desuden være indrettet, så alle trygt kan se frem mod afslutningen af arbejdslivet. Det kræver, at alle har en universel ret til folkepension, men også, at vi finder solide og værdige løsninger for dem, der ikke kan arbejde frem til folkepensionen, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.
Dansk Magisterforening har sammen med en lang række andre foreninger arbejdet for at få Folketinget til at ændre lovgivningen om førtidspension og fleksjob, så det bliver lettere og hurtigere at få tilkendt førtidspension eller fleksjob, hvis man er nedslidt, ramt af sygdom eller har været ude for en ulykke.
Nu foreslår Ældre Sagen og Dansk Magisterforening en ny model for seniorførtidspension, som vil kunne hjælpe de mennesker, der ikke kan holde til at arbejde frem til folkepensionsalderen.
- Folkepensionsalderen vil stige de kommende år, og det gør det nødvendigt at finde løsninger for de nedslidte, som har svært ved at gå på arbejde. Her har den nuværende seniorførtidspensions spillet fallit. En ny og forbedret model for seniorførtidspension er derfor et af de vigtige skridt på vejen til at sikre alle mennesker en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, siger Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen.
Fakta om ny model for seniorførtidspension
- Modellen skal omfatte personer med fem til ti år eller mindre tilbage på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsevnen er nedsat til halvdelen af fuld tid
- Vurderingen af, om en person har ret til seniorførtidspension skal baseres på en lægefaglig vurdering
- Retten til seniorførtidspension skal være uafhængig af personens aktuelle og tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Seniorførtidspensionsydelsen skal være på niveau med den almindelige førtidspensionsydelse.