Overvejer du eller din partner et udlandsophold med jobbet, og overvejer du, hvordan det vil påvirke karrieren? Bliv klædt på til udlandsopholdet og inspireret til at tænke, hvordan udlandsholdet bliver en udviklende del af dit arbejdsliv.
Går du eller din partner med overvejelser om at arbejde uden for landets grænser, er der en række ting, du skal være opmærksom på.
21. november 2019 kan du møde Jannie Aasted Skov-Hansen, som har mange års erfaring inden for international HR og har boet syv år i udlandet.
Hun er oplægsholder på et medlemsmøde for alle, der har ambitionen om at arbejde i udlandet.
”Du skal selvfølgelig have den rette indstilling fagligt såvel som personligt til at tage springet. Derudover er det vigtigt, at du har fokus på, hvilke læringer og erfaringer, du vil tage med dig fra udlandsopholdet, og hvordan du vil bruge de erhvervede kompetencer, når du rammer Danmark igen”, siger hun.
Kompetencematrix
På medlemsmødet vil hun også vise et kompetencematrix, der tager udgangspunkt i dit arbejdsliv inden dit udlandshold og fokuserer på:
- Hvor er jeg nu arbejdsmæssigt?
- Hvilken historie vil jeg gerne fortælle om mig selv om to år?
- Hvordan vil jeg bruge min udvikling fra et kommende udlandsophold i mit videre arbejdsliv?
Du siger ja...Men til hvad?
Når du siger ja til et udlandsophold, siger du faktisk ja til en række ubekendte forhold i en højere skala, end hvis du skifter job i Danmark.
”Du kender måske jobindholdet og dine opgaver på et overordnet plan. Men du kender måske ikke den kulturelle omgangstone eller dine kolleger, og der er mange ukendte faktorer, du skal tage højde for. Det kommer jeg ind på under medlemsmødet”, siger Jannie Aasted Skov-Hansen.