Den brede alliance ‘Broen til fremtiden’ med nogle af Danmarks største fagforbund opfordrer nu klimaminister Dan Jørgensen til at sige nej til fire olieselskabers ansøgninger, der lige nu ligger på ministerens bord til forventet snarlig afgørelse.
Den såkaldt 8. udbudsrunde om tilladelser til at udvinde mere olie og gas i den danske del af Nordsøen åbnede i juni 2018. I alt fire selskaber har ansøgt om at hente fossile brændsler op fra undergrunden - potentielt helt frem til 2055, og beslutningen ligger nu hos klimaministeren.
“Danmarks forbrug af olie og gas er allerede dækket, og selv om en eksport ikke rammer de danske klimamål, rammer det klimaet. Vi bør i stedet investere massivt i fornybare energikilder”, siger Thomas Damkjær Petersen, formand i IDA, Ingeniørforeningen.
‘Broen til fremtiden’ blev dannet i maj, og medlemmerne tæller mange fagforeninger og NGO’er.
Formålet er dels at medvirke til, at den grønne omstilling af Danmark bliver en fælles opgave med høj inddragelse af ansatte på tværs af sektorer landet over, og dels at markante fag- og interesseforeninger bruger deres politiske ballast til at kræve handling på klimaområdet og en retfærdig omstilling. Som følge af omstillingen vil der være job der ændres, og der vil være behov for at tage sig af de ansatte med f. eks. efteruddannelse og omskoling.
Fra starten har et af principperne bag ‘Broen til fremtiden’ været, at Danmark må ophøre med at give nye tilladelser til olie- og gasefterforskning i Nordsøen. Der er allerede identificeret mere olie og gas i felter med produktion verden over, end klimaet kan tåle afbrænding af, hvis den globale opvarmning skal bremses ved højst 1,5 grad, som Paris-aftalen sigter efter.
“Danmark bør sige nej til nye olieudvindinger i Nordsøen i tråd med hvad klimaforskere og eksperter peger på. I stedet skal politikerne sætte alle sejl ind på en ambitiøst klimalov med bindende mål og udbredelse af bæredygtig teknologi”, udtaler Camilla Gregersen, formand i Dansk Magisterforening.
I sidste uge advarede de økonomiske vismænd regeringen mod at tillade nye olieboringer, og samtidig udgav Oil Change International og Greenpeace en rapport med belæg for klimaeffekten ved at udfase den danske olie- og gasproduktion i Nordsøen.
© Claus Bonnerup, Ritzau Scanpix