Spring menu over

Danskerne er klimadukse derhjemme, men arbejdspladserne sløser

Del artikel:

Vi slukker for lyset derhjemme, smider glas til genbrug og putter madrester fra aftensmaden i ungernes madkasser. Men på arbejdspladsen halter det med affaldssortering, energibesparelse og klimavenlige måltider. Det viser ny undersøgelse, som Gallup har lavet for Dansk Magisterforening.

PRESSEMEDDELELSE

Der er markant forskel på, hvor gode danskerne er til at reducere deres CO2-aftryk afhængig af, om de er på job eller hjemme. 88 procent af danskerne mener, de er gode til at spare på energiforbruget derhjemme. Men på arbejdet er det kun 39 procent af danskerne, der vurderer, at klimaaftrykket bliver reduceret ved at spare på energiforbruget. Det viser helt ny Gallup-undersøgelse, som er foretaget blandt mere end 1000 danskere i september.

”Det er afgørende, at vi på alle fronter arbejder på at nedbringe CO2-aftrykket, og det gælder også på arbejdspladserne. 85 procent af danskerne vurderer i vores Gallup-undersøgelse, at de er gode til at undgå madspild og affaldssorterer derhjemme. Sådan så det ikke ud for bare få år siden, og nu skal der fokus på arbejdspladserne”, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.

Camilla Gregersen ønsker, at danskerne i løbet af deres arbejdsdag skal kunne agere mere klimavenligt.

”Mange danskere er klimadukse derhjemme, men vi skal også have arbejdspladserne med. Der er ingen tvivl om, at det er transport, industri og byggeri, der er de største klimaudledere, men alle arbejdspladser kan arbejde med at mindske deres klimaaftryk”, siger hun.

Kommunikér om grønne tiltag

Meget tyder på, at arbejdsgiverne er dårlige til at kommunikere over for medarbejderne omkring den grønne omstilling. Eller også er de slet ikke kommet i gang. For rigtig mange danskere ved ikke, om deres arbejdsplads gør noget aktivt for at reducere klimaaftrykket. Fx svarer hver femte dansker, at de ikke ved, om deres arbejdsplads affaldssorterer. Næsten halvdelen ved ikke, om deres kantine er klimavenlig, eller om de undgår madspild. Til gengæld mener 76 procent af danskerne, at ledelsen på deres arbejde bør tage ansvar for at nedbringe arbejdspladsens CO2-aftryk.

”Rigtig mange mennesker vil gerne gøre endnu mere for klimaet. Jeg håber, at ledelser og medarbejdere på de danske arbejdspladser vil tale sammen om, hvordan man kan omstille til en mere klimavenlig arbejdsdag”, siger formanden.

Ifølge Camilla Gregersen gør arbejdsgiverne klogt af at investere i den grønne omstilling. Men ikke kun af hensyn til klimaet og arbejdsglæden for medarbejderne.

”Vi ved, at vores studentermedlemmer er optaget af, om deres fremtidige arbejdsgiver har en grøn profil. Så hvis man vil tiltrække de unge, er der al mulig grund til, at arbejdsgiver reducerer arbejdspladsens CO2-aftryk og kommunikerer tydeligt omkring det”.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje