Er du senior med nedsat arbejdsevne, vil du få langt bedre mulighed for at trække dig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er resultatet af dagens aftale om en ny model for tilbagetrækning, som regeringen, DF og Radikale har indgået.
Dansk Magisterforening har arbejdet for, at borgere med nedsat arbejdsevne – uanset uddannelseslængde – skulle have mulighed for tidlig tilbagetrækning, og derfor tager DM imod nyheden med stor tilfredshed:
- Vi har kæmpet for den her model, og det er meget glædeligt, at aftaleparterne har taget vores inputs til sig. Det er helt afgørende, at der nu kommer en holdbar og værdig løsning for de mennesker, der er psykisk og fysisk nedslidte, siger Camilla Gregersen, formand for DM.
Når aftalen er fuldt indfaset i 2025, vil den omfatte 17.000 personer. DM lægger vægt på, at aftalen omfatter seniorer med nedsat arbejdsevne uanset uddannelseslængde.
- Det har været en mærkesag for os at få skabt en mærkbar forbedring, og det har vi fået. Som nedslidt senior bliver det nu muligt at stoppe med at arbejde på en værdig måde – uanset hvilken branche eller uddannelse, man har, siger Camilla Gregersen.
Hvem kan få seniorpension?
Betingelserne for at komme på seniorpension er:
- Man har seks år eller mindre til folkepensionsalderen
- Man har arbejdet i 20-25 år
- Man har en arbejdsevne på 15 timer eller mindre
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
Vil du vide mere?
Læs mere om aftalen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside
Læs om DM’s arbejde for værdig tilbagetrækning for dem, der ikke har fuld arbejdsevne