Grønthøster, omprioriteringsbidrag, uddannelsesbesparelser. Kært barn har mange navne, og der bliver talt flittigt om det. Men hvordan ser virkeligheden ud på universiteterne? Det giver Ole Busck, der er lektor på Aalborg Universitet i København, sit bud på.
På den ene side bliver vi bedt om at sørge for, at besparelserne ikke går udover kvaliteten på uddannelserne, og på den anden side skal vi jo sikre, at arbejdsmiljøet er intakt. Dilemmaet er bare, at begge ting ikke kan lade sig gøre.
- Ole Busck, lektor på Aalborg Universitet København
”Hvordan går det med Jarl?” Siger Ole Busck til en af de studerende i gruppen, som han møder og tidligere har været vejleder for. ”Nååår ja, Jarl!” Udbryder en anden fra gruppen, mens hun fniser. Der går ikke længe, før flere fra studiegruppen tager del i morskaben. Drillerierne om Jarl eskalerer, før Ole Busck og studiegruppen igen begynder at tale alvorligt om de besparelser, de mener påvirker deres hverdag.
”Jeg elsker jo at have med unge mennesker at gøre. Det er super sjovt. Men samtidig kan jeg se, at det bliver mere vanskeligt at skabe forudsætninger for god læring,” siger Ole Busck og forklarer, at det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvor man årligt sparer 2 %, kan mærkes på Aalborg Universitet i Sydhavnen.
Studiegrupper med tidligere 4 medlemmer, der bliver til 7, mindre vejledning og tid til feedback er noget af det, der bliver påpeget af de studerende som konkrete konsekvenser af at have færre midler.
”Og så har vi jo sådan set selv skullet betale for vores materialer, selvom det ligner noget værre folkeskole klippe-klister,” siger en ung mand fra studiegruppen og hentyder til de forskelligt farvede papirer og tuscher, gruppen bruger til at gøre deres projekt overskueligt.
”Og vi har været heldige med at stable det her rum på benene. Der havde vi spidse albuer,” siger han og forklarer, at gruppens ’studierum’, hvor opslagstavler og reoler er taget i brug for at afskærme for andre studerende og skabe ro, bestemt ikke er givet på universitetet.
"Man skal stå tidligt op, hvis man vil have et rum som det her. Det kan måske se trængt ud, men det er langt bedre end det, vi havde før.”
Ikke mere tid tilbage
Når alt kommer til alt, er den største grund til, at Ole Busck er blevet underviser, at han føler et samfundsansvar. En forpligtelse til at lære fra sig og være en del af uddannelsesapparatet, som bliver sværere at leve op til i takt med, at besparelserne fortsætter.
”Selvfølgelig kan det fungere med lidt større grupper, større hold og mindre vejledning, men i sparebestræbelserne, som også betyder ringere undervisningslokaler, er vi kommet ud over det punkt, hvor den kvalificerede undervisning kan bibeholdes,” siger Ole Busck.
”Det er meget simpelt, når vi bliver ved med at få færre ressourcer. På den ene side bliver vi bedt om at sørge for, at besparelserne ikke går udover kvaliteten på uddannelserne, og på den anden side skal vi jo sikre, at arbejdsmiljøet er intakt. Dilemmaet er bare, at begge ting ikke kan lade sig gøre,” siger Ole Busck med henblik på det påbud, Aalborg Universitet i 2016 fik af Arbejdstilsynet om at sikre, at arbejdspresset ikke var sundhedsskadeligt for medarbejderne.
Hvis Ole Busck ikke har tid, siger han nej til ekstra spørgsmål, vejledning og feedback. Selvom han hygger sig med de unge mennesker, føler han ikke længere, at der er ressourcer nok til at gøre det ekstra for de studerende, han ellers gerne ville.
”Jeg ved godt, hvor min grænse går, og jeg gider ikke blive stresset ved at påtage mig opgaver, jeg ikke har tid til. Men det er ærgerligt, for førhen kunne jeg sagtens hjælpe udover obligatorisk vejledning og feedback. Det har jeg ikke mulighed for længere.”
Men selvom han selv har rutinen til at sige fra, er det ikke alle, der har det, understreger Ole Busck.
”Det er helt forståeligt, at man for eksempel som yngre underviser gerne vil vise, at man er til rådighed, men det kan nemt blive på bekostning af ens helbred,” siger Ole Busck.
”Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt at sikre høj uddannelseskvalitet og godt arbejdsmiljø, så længe vi bliver påduttet at fortsætte med at spare. Et rigtig godt sted at starte, hvis man vil sikre god læring og trivsel på universiteterne, er som jeg ser det et opgør med besparelserne.”
