Spring menu over

Snart venter sommerferien: Kend reglerne for sygdom under ferien

Del artikel:
Af Troels Mørk

Æv, du er blevet syg midt i sommerferien. Men vidste du, at du faktisk har ret til en ny ferie, hvis du bliver syg under eller lige inden ferien. Bliv opdateret på reglerne. Også hvis du gentagne gange bliver kontaktet af din arbejdsplads under ferien.

Bliver du syg i din hovedferie, har du faktisk mulighed for at få erstattet de tabte feriedage. 

Der er dog en række forhold, du skal være opmærksom på:

  • Du skal give din arbejdsgiver besked på dagen for din første sygedag.
  • Din sygdom skal kunne dokumenteres fra første sygedag i form af en lægeerklæring, uanset om din arbejdsgiver beder om det. Du skal selv betale udgiften.  
  • Der er en karensperiode på fem dage. Du kan altså først få erstatningsferie efter fem sygedage. Men det er vigtigt, at du giver besked til arbejdsgiver på første sygedag.   
  • Når du er rask igen, skal du give arbejdsgiver besked. 

Konsulent i DM, Marcel Worm-Marquardtsen siger:

”Du kan ikke komme efter ferien og sige, du var syg. Det er derfor vigtigt, at du melder dig syg fra første sygedag til arbejdsgiver”, siger han og uddyber:

”Når du at blive rask under ferien skal du have en snak med arbejdsgiver om, hvorvidt man skal komme tilbage og arbejde, man skal holde den resterende ferie som planlagt eller man lægger sin nye erstatningsferie i forlængelse af den allerede planlagte ferie”.

Syg inden feriens start

Bliver du syg inden starten på første feriedag, har du ikke pligt til at begynde ferien, og du får erstattet alle dine tabte feriedage. 

Du er berettiget til at få ferien udskudt, indtil du igen er rask. Dette gælder også, hvis virksomheden har ferielukket.

Kontaktet af arbejdspladsen under ferien

Når man så er på ferie, bliver vi ofte spurgt, om arbejdspladsen gerne må kontakte medarbejdere under ferien. 

Konsulent i DM, Marcel Worm-Marquardtsen, har svaret: 

”En simpel opringning fra arbejdspladsen, der har spørgsmål af opklarende karakter, kan nok ikke siges at være en overtrædelse af ferieloven. Men systematiske henvendelser eller en opfordring til at bidrage med en egentlig arbejdsindsats vil være i strid med loven”, siger han.

Kontakt os ved tvivl

Feriereglerne omhandler både offentligt og privatansatte og er gældende, såfremt der ikke fremgår andet af din overenskomst eller lokalaftale.   

Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere reglerne for sygdom under ferien, eller hvis gentagne gange bliver kontaktet af din arbejdsplads under ferien, så tag fat i din tillidsrepræsentant, eller kontakt os på 3815 6600 eller dm@dm.dk.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje