Rammer for opsigelse ved den kommende sindedag i DR

Del artikel:
Af Henriette Sø

Formændene for de faglige organisationer og DR’s ledelse har forhandlet vilkårene for de opsigelser, der bliver varslet 10. oktober på sindedag og effektueret 30. oktober.

Rammerne for opsigelsen er lov om kollektive afskedigelser, da der er tale om en massefyring. Alle medarbejdere vil dermed også modtage den samme begrundelse for opsigelsen, da den er begrundet i udefrakommende besparelser.

Inden sindedagen kan det være rart for dig at vide, hvilke vilkår og muligheder du har, hvis du skulle være en af de mange, der vil blive sindet til afskedigelse.

Aftalt fratrædelse eller ej?

DR skelner mellem to former for fratrædelse, når en medarbejder er blevet sindet.

Du kan vælge blot at modtage din sindet-skrivelse og med eller uden medvirken af fagforening overveje, om der kan være forhold, der berettiger dig til at gøre indsigelse mod opsigelsen. Et argument for at gøre indsigelse kan være, hvis der er en åbenlyst usaglig begrundelse for fyringen, eller hvis der er begrundet mistanke om diskrimination i forhold til eksempelvis alder eller handicap.

Ellers er det klare udgangspunkt, at den vurdering, ledelsen har foretaget, ikke generelt kan tilsidesættes. Du kan således være uenig i ledelsens beslutning, men der skal noget særligt til, før en indsigelse fører til, at opsigelsen bliver taget af bordet.

Den anden mulighed er at indgå aftale om en aftalt fratrædelse. Hvis du indgår en aftale om fratrædelse, gør I som udgangspunkt op med alle udeståender i ansættelsesforholdet. Det betyder blandt andet, at du juridisk fraskriver dig retten til at gøre indsigelse mod opsigelsen og videreføre sagen.

Det har betydning, hvis du på tidspunkt får den opfattelse, at opsigelsen er usaglig og gerne vil rejse krav mod DR. Et eksempel på det kan være, hvis din stilling bliver nedlagt, men alligevel genopstår under omstændigheder, som ikke var til at gennemskue før opsigelsen. Her er du afskåret fra at rejse krav, hvis du skriver under på en fratrædelsesaftale. Din underskrift på en fratrædelsesaftale belønner DR med et øget beløb til karriererådgivning mv. for at få dig videre på arbejdsmarkedet.

Er du i tvivl, om du skal sige ja til aftalt fratrædelse eller ej, er du velkommen til at kontakte din tillidsrepræsentant eller DM på 3815 6600/dm@dm.dk.

Fristen for at indgå en aftalt fratrædelse løber frem til din indsigelsesperiode udløber, og forhandlingen sker mellem dig og din chef. Du er som altid velkommen til at bede din tillidsrepræsentant om at deltage i mødet.

Karriererådgivning

Hvis du bliver sindet og senere opsagt, tilbyder DR karriererådgivning:

- Medarbejdere, der siger ja til en aftalt fratrædelse, får et beløb på 25.000 kroner, som du kan bruge hos en udbyder efter eget valg. Forløb og pris skal dokumenteres over for DR.

- Medarbejdere, der ikke indgår aftale om fratrædelse, får et beløb på 15.000 kroner, som du kan bruge hos en udbyder efter eget valg. Forløb og pris skal dokumenteres over for DR.

Du vil som sindet og opsagt have adgang til efter- og videreuddannelse, kompetenceudvikling, ny uddannelse, der kan føre til et karriereskift inden for DR’s økonomiske ramme. Der vil desuden være mulighed for at gennemføre uddannelse i arbejdstiden, hvis det kan lade sig gøre rent praktisk i forhold til dit arbejde.

Jobagent

Du har som opsagt medarbejder ikke krav på at få tilbudt de stillinger, der på et senere tidspunkt kan blive opslået i DR. Hvis du er opsagt, kan du tilmelde dig en jobagent og vil her igennem modtage opslag om ledige stillinger i DR.

Samtidig vil du som opsagt medarbejder have ret til en samtale med den ansættende chef, hvis du søger en opslået stilling i din opsigelsesperiode.

Det betyder dog ikke, at du er garanteret ansættelse, da DR altid skal ansætte den bedst kvalificerede – DR vil dog lægge betydelig vægt på erfaring fra ansættelse i DR.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}