Spring menu over

Medieforlig vil have store konsekvenser for DR – og for Danmark

Del artikel:

Regeringen har netop offentliggjort et nyt medieforlig, som der er opnået enighed om med Dansk Folkeparti. Forliget betyder, at Danmarks Radio beskæres massivt, og at en lang række medarbejdere dermed mister deres job.

- Der er tale om meget voldsomme besparelser, som vil få store konsekvenser. Medieforliget vil medføre massive fyringer i DR, og det har store konsekvenser for både medarbejderne - og for public service i Danmark. Det er vigtigt, at besparelserne bliver gennemført med den nødvendige inddragelse af medarbejderne - og så skånsomt som muligt med fokus på medarbejderne.  Det afgørende er, at de berørte medarbejdere kommer godt videre, siger Camilla Gregersen, formand i Dansk Magisterforening.

Samtidig vækker besparelserne bekymring for dansk public service i fremtiden.

- Det er nødvendigt at investere i dansk public service som modspil til de store udenlandske tech giganter, som har sat sig på store dele af nyhedsstrømmen og som ofte er styret af ”likes” og click. Jeg er bekymret for, at de fremlagte besparelser på DR kommer til at svække  dansk public service, siger Camilla Gregersen.

Det er endnu uklart, hvordan besparelserne vil blive udmøntet, men det er afgørende, at der fortsat er midler til at sikre den uafhængige formidling i Danmark.

- Vi bør styrke og ikke stække vores uafhængige danske medier og investere i objektiv og kritisk formidling. Der skal være armslængde fra Christiansborg - det er nødvendigt for vores demokrati og for sammenhængskraften i samfundet. Danmark har brug for en fælles viden og en fælles kulturel referenceramme, siger Camilla Gregersen.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje