Bliv opdateret på reglerne, hvis store snemasser, kraftig vind eller et aflyst fly umuliggør, at du kan komme på arbejde.
Skulle det ske, er det rart at kende sine pligter og rettigheder i forhold til ens arbejdsgiver?
”Vejret er i udgangspunktet ikke arbejdsgivers problem. Der er ikke gratis fridage i sigte, når vejrguderne slår sig løs. Man skal i første omgang derfor skynde sig at ringe til sin leder, hvis du ikke kan kommer frem,” siger konsulent i DM, Sarah Rosenkrands:
”Du skal gøre alt, hvad du kan for at møde på arbejde, men hvis det er helt umuligt skal du fortælle det til din chef, og så kan I sammen aftale, hvordan I skal håndtere situationen: Skal du tage ferie, en afspadseringsdag eller kan du arbejde hjemme?”
Arbejdsgiver er nemlig ikke forpligtet til at udbetale løn, hvis vejret forhindrer dig i at komme på arbejde. Men det er vigtigt, at man tager fat i sin daglige leder og orienterer om vanskelighederne med at nå frem til arbejdspladsen.
Udebliver man fra arbejdet uden at give besked kan det nemlig være afskedigelses- eller bortvisningsgrund.
Flyveren er aflyst, hvad nu?
Har du i stedet været sydpå for at nyde lys og varme, gælder samme regler, hvis flyveren hjem fra ferien er aflyst fx på grund af vejrforhold: Det er ikke arbejdsgivers problem.
Derfor understreger Sarah Rosenkrands vigtigheden af, at man hurtigst muligt får fat på sin arbejdsgiver og får meddelt, at man er forhindret i at møde op og får aftalt, hvordan man løser problemet.